Hospital bliver brændt af 50.000 gange: Koster formue

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Patienter, der ikke møder til aftalte møder på landets hospitaler, er et kæmpe problem, og koster hvert år sundhedsvæsenet dyrt.

Egentlig skulle diabetesafdelingen på Bispebjerg Hospital i København have haft 18 patienter på besøg i går formiddag. Der kom kun 12, for de seks udeblev. En sygeplejerske på lungeambulatoriet havde i fredags indkaldt otte patienter til kontrol – her var det to, der ikke dukkede op.

»Det er cirka en tredjedel af vores patienter, som udebliver – det er et kæmpe problem. Det går dem, der udebliver, dårligere. De får flere komplikationer og større dødelighed,« forklarer Mette Zander, overlæge på diabetesambulatoriet på Bispebjerg Hospital.

De patienttomme lokaler er ikke noget særsyn. Hvert år udebliver titusindvis af patienter fra aftalte undersøgelser og behandlinger på sygehuse over hele landet.

Et af landets største hospitaler, Odense Universitetshospital, har de seneste to år haft en udeblivelsesfrekvens på 4,5 procent til de ambulante besøg, hvor patienterne behandles uden at være indlagt, fremgår det af en ny redegørelse til sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

Det svarer til, at hver 20. patient ikke dukker op og ej heller melder afbud. Dermed udebliver patienter i Odense fra flere end 50.000 aftaler ud af et samlet årligt antal ambulante besøg på godt 1,1 million.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er frustreret over det store antal udeblivelser. Det betyder, at »vi spilder en masse dygtige mennesker i sundhedsvæsnets tid, fordi nogle patienter ikke har styr på deres kalender«.

»Det er ikke i orden. Hver eneste gang en patient glemmer en aftale eller vælger ikke at møde op til en planlagt undersøgelse, går det ud over andre patienter, som kunne været kommet hurtigere til. Desuden koster det sygehusene tid og penge,« siger Sophie Løhde.

 Koster 40 millioner kroner på Bispebjerg

Skiftende regeringer har gennem flere år presset på for at skride hårdt ind over for udeblivelserne, som vurderes at være et omfattendestort spild af kostbare ressourcer i sundhedsvæsenet.

På Bispebjerg Hospital lyder et nyt skøn fra direktionen, at udeblivelser hvert år koster hospitalet i omegnen af 40 millioner kroner. Det er i kroner og øre stort set det samme beløb, som hospitalet sidste år måtte spare for at sikre balance i Region Hovedstadens økonomi.

Jyder risikerer bøder

De politiske frustrationer over udeblivelserne har været medvirkende til, at der tidligere på året blev sat gang i et forskningsprojekt i Region Midtjylland. Her kan patienter på to afdelinger nu risikere at få en bøde på 250 kroner, hvis de udebliver uden at melde afbud.

Siden midten af 00erne har sundhedsloven åbnet mulighed for, at den enkelte region kan beslutte sig for at indføre en bødeordning, men hidtil har der været stor modvilje mod at bruge dette instrumentet.

Ingen andre regioner har ønsket at deltage i forskningsprojektet. De vil hellere gøre brug af SMS-påmindelser og telefon-opkald til patienterne nogle dage før den aftalte tid – ganske som hos tandlæger og frisører – for at sikre sig, at patienterne husker aftalen.

Ministeren afviser ikke bøder

I Region Syddanmark fører de mange udeblivelser nu til overvejelser om at gå hårdere til værks.

»Det er meget høje tal. Vi skal prøve at blive skarpere, når det gælder de teknologiske muligheder – SMS og opkald. Hvis der så stadig er nogen, som udebliver, så synes jeg personligt, at det vil være rimeligt at opkræve et gebyr,« siger formanden for sundhedsudvalget Poul-Erik Svendsen (S).

Minister: Vil ikke forhindre gebyrer

Sundhedsminister Sophie Løhde har intet ønske om, at regionerne skal lave en »pengemaskine« og vil gerne afvente erfaringerne fra projektet i Region Midtjylland, før hun tager nye skridt til at bekæmpe udeblivelserne. Hun mener dog, at man på sygehusene skal bruge de værktøjer, man har, for at sikre, at patienterne overholder deres aftaler.

»Og hvis regionerne mener, at et udeblivelsesgebyr kan få patienterne til at møde op til undersøgelser og lignende, så vil jeg ikke stille mig i vejen for det,« siger Sophie Løhde.

»Man bør udvise lidt pli«

Ifølge orienteringen til Region Syddanmark har Odense Universitetshospital målt udeblivelsesfrekvensen på ambulante besøg fra januar til august i både 2014 og 2015. I begge perioder er tallet opgjort til 4,5 procent, og i Odense såvel som på regionens øvrige sygehuse er oplevelsen, at tiltaget med SMS-påmindelser formentlig har bidraget til at reducere antallet af udeblivelser.

Men dette opvejes af, at der også er indført obligatorisk digital post, som ser ud til at øge antallet af udeblivelser. Årsagen er, at nogle patienter ikke benytter deres elektroniske postkasse og derfor overser indkaldelser til undersøgelser og behandlinger. Derfor er den overordnede vurdering, at antallet af udeblivelser ikke har ændret sig nævneværdigt i regionen.

På Odense Universitetshospital er man kede af tallene.

»Det er træls. Der er sat tid af til en patient, som så ikke kommer, hvor der kunne være kommet en anden patient i stedet,« siger direktør Judith Mølgaard.

Hun sætter sin lid til, at en øget brug af SMS-påmindelser kan være med til at reducere udeblivelserne, men mener dog også, at der kan være grund til at appellere til en bedre opførsel og adfærd blandt patienterne.

»Man bør udvise lidt pli. Vi har stor forståelse for, at folk kan være forhindret, men så melder man afbud, så vi kan tilbyde tiden til en anden patient. Det bør man simpelthen gøre.«

En ond cirkel

På Bispebjerg Hospital er man nu gået i gang med en større kortlægning af, hvem der udebliver. På den måde kan hospitalet så målrette behandlingen, og sammen med flere andre initiativer vil det få flere patienter til at troppe noget op, håber hospitalet.

»Møder patienterne ikke op, risikerer vi, at de cirkulerer i systemet. Det bliver en ond cirkel – det er virkelig noget, vi skal have fokus på,« siger overlæge Mette Zander.

 

 

Powered by Labrador CMS