Horsens forhindrer AGF-sejr dybt inde i tillægstiden

Det lignede en AGF-sejr, men Kjartan Finnbogasons sene mål gav Horsens et point i Superligaen.

Jens Stage bragte AGF foran mod Horsens. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

AC Horsens og AGF spillede tirsdag aften 1-1 i en sand herrefight på Casa Arena Horsens, hvor forholdene egnede sig mere til de netop overståede olympiske vinterlege i Pyeongchang.

Det lignede ellers længe en AGF-sejr, som ville betyde, at holdet for alvor kunne skimte top-6, men Kjartan Finnbogasons udligning i de døende sekunder satte en stopper for de drømme.

Horsens styrede spillet det meste af kampen, og det var derfor fortjent, at Finnbogason fik udlignet Jens Stages tidlige føringsmål.

AGF har blot scoret ét mål i de seneste tre kampe, og derfor havde AGF-træner David Nielsen sendt angrebsduoen Mustapha Bundu og Tobias Sana på bænken til opgøret mod Horsens.

De blev i stedet erstattet med de to offensivspillere Kasper Junker og Mustafa Amini.

Startede som lyn og torden

AGF startede som lyn og torden og efter blot fem minutter var den gal i Horsens-feltet, da Jens Stage bragte AGF i front med 1-0 efter et hjørnespark. Kort forinden havde Mustafa Amini brændt et straffespark.

Det var en meget lige kamp, men Horsens havde et lille overtag kampen igennem. Hjemmeholdet var bare ikke skarpt nok på den sidste tredjedel af banen. Det var specielt dødboldene, som fejlede for hjemmeholdet.

Heldet var dog på Horsens’ side kort før tid, da Finnbogason udlignede for hjemmeholdet til publikums store jubel.

Tvivl om banens beskaffenhed

Hos AGF er man lidt i tvivl om, hvorvidt det var forsvarligt at spille kampen.

– Jeg synes, at den lå lige på grænsen. Hvis banen er hård, så synes jeg ikke, at man skal spille på den, og der var nogle steder, hvor den var hård, og der var klumper af is, siger målscorer Jens Stage.

AGF’s cheftræner, David Nielsen, er enig i Stages vurdering af banen i Horsens.

– Banen var lige til grænsen, men det bruger vi ikke så meget tid på lige nu.

AGF skal i næste runde møde FC København på hjemmebane, mens Horsens møder AaB på udebane.

Powered by Labrador CMS