Holstebro byråd stemmer for sammenlægning med Struer

Foto: Tommy Kofoed/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

I Holstebro byråd er der tirsdag blevet stemt for, at borgerne skal stemme om kommunesammenlægning med Struer.

Borgerne i Holstebro Kommune skal stemme om, hvorvidt de skal lægges sammen med Struer Kommune eller ej. Det har byrådet i Holstebro besluttet tirsdag aften, skriver TV Midtvest.

Her stemte 14 byrådsmedlemmer for at fortsætte processen med at lægge Holstebro og Struer kommuner sammen, mens 12 stemte imod.

Hvis Struer byråd beslutter det samme, skal borgerne i de to kommuner til stemmeurnerne den 3. december i år i forbindelse med EU-afstemningen om retsforbeholdet.

Struer Kommune ønsker sammenlægning

Det er Struer Kommune, der har budt Holstebro Kommune op til dans i erkendelse af, at voksende opgaver stiller store krav til en kommune med under 22.000 borgere.

Struer fik tørre tæsk under finanskrisen og mistede en række større virksomheder. Holstebro har 58.500 borgere i kommunen.

Begge borgmestre har tidligere forsikret, at der ikke kommer lukninger af skoler, biblioteker og ældrecentre, som det skete i stor stil efter strukturreformen i 2007.

I stedet håber de blandt andet at spare 30 millioner kroner på administrationen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS