Holm om Riis-suspendering: Der må ligge noget andet bag

Foto: Nils Meilvang/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Brian Holm tror, at det varer længe, før offentligheden hører årsagen til Tinkovs suspendering af Bjarne Riis.

Den russiske holdejer Oleg Tinkovs suspendering af Bjarne Riis kan hverken handle om manglende resultater eller underlige uoverensstemmelser, hvis man spørger Brian Holm, der er sportsdirektør på det belgiske cykelhold Etixx-Quickstep.

Holm føler sig overbevist om, at årsagen, til at Riis lige nu er udenfor truppen hos cykelholdet Tinkoff-Saxo, må skulle findes et helt andet sted.

– Der må dukke noget andet op. Man fyrer ingen på grund af manglende resultater så tidligt på sæsonen. Så dårlige har rytterne altså heller ikke været, siger Holm, der heller ikke tror på, at uoverensstemmelser kan være den eneste årsag til suspenderingen.

– At være uvenner er en del af vores branche. Hvis jeg skulle suspenderes, hver gang, jeg blev uvenner med min chef, skulle jeg suspenderes 10 gange om året, siger Brian Holm.

Det russiske cykelhold udsendte tirsdag formiddag en pressemeddelelse, hvor man bekræftede, at Riis ikke deltager i holdets aktiviteter for tiden. Her slog holdet fast, at hverken manglende resultater eller økonomi er årsagen.

– Der går nok en rum tid, før vi får årsagen at vide, siger Brian Holm.

Afhængig af, hvad den virkelige årsag til suspenderingen er, er det nu op til den russiske holdejer og den danske manager at finde ud af, om de kan klinke skårene og komme videre.

– Alt kan ske. Man skal ikke være for nærtagende i den her branche. Det er en kynisk verden.

Brian Holm er lige nu med sit belgiske cykelhold til etapeløbet Katalonien Rundt i det nordlige Spanien. Her deltager Tinkoff-Saxo også – og har blandt andre holdkaptajn Alberto Contador og danmarksmester Michael Valgren med på holdet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS