Holder sig ude af konflikt
Brøndbys Mads Hermansen håber, at klubbens mest inkarnerede fans snart begynder at bakke fuldt op om holdet
Stemningen på Brøndby Stadion har været langt fra sit vanlige niveau i løbet af de seneste måneder.
Fanafdelingen, der er en sammenslutning af flere fraktioner fra Brøndbys fanscene, har forsøgt at indgå en bindende aftale med klubbens ejer, Global Football Holdings (GFH).
Men torsdag meddelte afdelingen, at den havde trukket sig fra forhandlingerne. Parterne kan ikke længere blive enige efter en sen udmelding fra GFH.
Vil ikke blande sig
Den talentfulde målmand Mads Hermansen har ikke lyst til at blande sig i sagen.
- Det er ikke op til mig at bestemme, hvad fansene skal. Det er deres sag, siger han.
- Hvis de synes, det er den måde, det skal gøres på, så er det den måde. Som spiller ønsker jeg intet andet, end at de kommer tilbage og støtter os.
Stiller krav
Fansene har stillet fem krav til de nye ejere. De handler blandt andet om, at klubbens identitet skal bevares, og at det frivillige arbejde, der udføres i klubben, ikke bør være et middel til at skabe profit til ejerne.
Fanafdelingen er ingenlunde tilfreds med, at klubbens ejer ikke vil indgå en bindende aftale.
- GFH har stillet det som et ultimativt krav, at alt det indhold, som er blevet debatteret og forhandlet de sidste mange måneder, udelukkende bliver lagt ud som et såkaldt "Statement of Mutual Understanding and Cooperation".
Påvirker truppen
- Det vil sige, at det blot vil være en erklæring og altså ikke en bindende aftale mellem minimum to parter. Det er en så radikalt ændret præmis, at det er uacceptabelt for os, skriver Fanafdelingen.
Grundet de sammenbrudte forhandlinger bliver der formentlig ikke mere livligt på tribunerne lige foreløbig. Mads Hermansen erkender, at den dårlige stemning påvirker truppen.
- Selvfølgelig er det ikke det samme Brøndby Stadion, som det har været tidligere. Vi forsøger at gøre vores bedste under de nuværende forudsætninger, siger Hermansen.
- Det løser sig
Brøndby har tabt fem ud af de seneste syv kampe i Superligaen. Holdets anfører, Kevin Mensah, tror på, at problemerne i sidste ende vil løse sig.
Han har været i klubben siden 2017 og var for to år siden med til at vinde det danske mesterskab. Dengang var stemningen en helt anden, mener han.
- Jeg var her, da det hele kogte, og modstanderne kom på Brøndby Stadion og ikke kun frygtede, hvad der skete på banen, siger han.
Magtesløs
- Det er nok ikke den følelse, der er lige nu, men jeg er sikker på, at den kommer tilbage.
Mensah føler sig magtesløs i situationen. Men trods stemningsboykottet mener han, at klubbens mest inkarnerede fans altid støtter holdet.
Stadig mange på stadion
- Vi får ikke de resultater, vi gerne vil, så jeg tror, det er hele vejen rundt, at det påvirker spillet på banen, siger anføreren.
- Der er stadig mange mennesker på stadion, men det er klart, at den larmende gruppe, som støtter os i tykt og tyndt, har en konflikt. Det kan vi ikke gøre noget ved.