Holder fem-sekunders-reglen?

Læs her, hvad forskeren siger om reglen, der redder mange, når de taber mad på gulvet

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange har sikkert prøvet at tabe noget mad på gulvet, tænke "her gælder 5-sekunders-reglen" og spise det alligevel. 

Men faktisk bør man tænke sig om, før man for eksempel samler en skive melon op fra gulvet og putter den i munden. 

Det fortæller Solveig Langsrud, som er seniorforsker ved forskningsinstituttet for fødevarevidenskab i Norge, Nofima, i et interview bragt på Norges største madside, Godt.no

Er det en tør eller våd fødevare?

Ifølge madforskeren, som blandt andet har ledet et stort europæisk projekt om køkkenhygiejne, er der forskel på tørre og våde fødevarer - om der er tale om en tør skive brød eller en vandholdig melonskive.

– For vandmelonen gælder det, at 97 procent af bakterierne fra gulvet er overført til melonens overflade på mindre end et sekund, mens der overføres mindre end en procent til brødet, fortæller Solveig Langsrud og fortsætter:

– Bakterier har en overflade, der er vandelskende, og dermed ender de i vandet.

Fem-sekunders-reglen siger, at når bare maden har ligget på gulvet i fem sekunder eller mindre, må du gerne spise den.
Fem-sekunders-reglen siger, at når bare maden har ligget på gulvet i fem sekunder eller mindre, må du gerne spise den.

300 gange så mange bakterier

Spørgsmålet er, om det gør nogen forskel, hvorvidt man venter fem sekunder eller blot et sekund med at samle den tabte mad op. Er mængden af bakterier den samme?

– Effekten af tid er afhængig af, hvad du taber, fortæller madforskeren.

Hvis man har at gøre med en brødskive, er der ifølge forskeren overført 300 gange så mange bakterier efter fem sekunder som efter et sekund.

Sandsynligheden er lille

Farlige bakterier, parasitter eller virus på gulvet er dog en sjældenhed, forsikrer Solveig Langsrud. Og man skal ikke være bange for at blive syg, hvis man indtager en brødskive, som er havnet på gulvet. 

– Hvis du har et normalt rent, tørt gulv, og du ikke går med udesko indendørs, vil sandsynligheden for at blive syg være meget lille, lyder det. 

97 procent af bakterierne fra gulvet er overført til en melonskive på mindre end et sekund.
97 procent af bakterierne fra gulvet er overført til en melonskive på mindre end et sekund.
Powered by Labrador CMS