Hold ud og hold sammen

Året 2021 bliver et skelsættende år, der for alvor vil afsløre danskernes samfundssind, skriver Newsbreak.dk’s chefredaktør i denne leder

Claus Jessen er fra 1. januar 2021 ansvarhavende chefredaktør på Newsbreak.dk. Foto: Rene Lind Gammelmark.
Offentliggjort Sidst opdateret

Året 2021 bliver på mange måder skelsættende. Det bliver året, hvor en vaccine forhåbentligt vil bringe os ud af den forbandelse, som har hvilet over det meste af jordkloden i al for lang tid.

Vi drømmer alle om at få vores gamle liv tilbage. At kunne være sammen, feste, kramme, gå til sport, købe ind og rejse ud i verden.

I det næste års tid vil danskernes samfundsmoral for alvor blive dyppet ned i fremkaldervæsken. Vil vi udvise det nødvendige samfundssind og rette ind efter de mange restriktioner, som stadig vil binde os på hånd og mund en rum tid endnu?

Eller vil en stadig voksende gruppe danskere i alle aldre blæse på det nødvendige sammenhold og i stedet lade sig styre af egne ønsker og behov?

Og hvordan vil vi reagere, når vaccinen skal deles fordeles? Hvem skal have den først, og er det acceptabelt at sige nej til vaccinen?

Året 2021 vil afsløre, hvor stor en sammenhængskraft, der er tilbage i Danmark. Engang så hele Danmark Tv-serien Matador sammen. Der var kun en TV Avis til at præge os, og vi talte sammen med øjenkontakt ved middagsbordet.

Det forkromede udsyn var givetvis mindre dengang – men moralen, hjælpsomheden og hensynet til andre var til gengæld større.

Uanset om vi er røde, gule eller blå, så bliver vi nødt til at arbejde sammen, hvis flest muligt skal komme helskindede gennem denne pandemi. Vi bliver nødt til at følge de udstukne rammer. Det duer simpelthen ikke, hvis vi hver især opfinder hvert vores lille program for, hvordan vi vil overleve denne svære tid.

Det er derfor nødvendigt, at vi retter ind efter anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne – også selv om vi ikke forstår dem, eller er lodret uenige. For lige nu er vi alle afhængige af hinandens opførsel.

Vi ved jo godt, hvad der skal til: Hold afstand, brug mundbind, sprit hænderne af og begræns samværet med andre mest muligt.

Det er – sammen med vaccinen – den hurtigste vej ud af pandemien.

Gør 2021 til året, hvor vi danskere viser, at vi kan holde ud – og holde sammen.

Godt Nytår.

Powered by Labrador CMS