Hold øje: Disse skadedyr kan smadre din have
Der er 10 ubudne gæster, som man skal gøre alt for at få bugt med, hvis man opdager dem i naturen
Se hvilke skadedyr og plantesygdomme, man skal være opmærksom på, i galleriet ovenfor.
Som haveejere kan man gøre en god gerning ved at holde øje med 10 bestemte skadedyr og plantesygdomme, der kan være ødelæggende for den danske natur.
Man kan være med til at passe på naturen ved at holde øje med disse skadedyr og plantesygdomme, som vi ønsker at udrydde i Danmark. De er nemlig så skadelige, at de straks skal bekæmpes, hvis de opdages. De ubudne gæster tæller blandt andet syv biller, der kan forvolde meget stor skade på vores træer.
– Der findes over 170 plantesygdomme og skadedyr, som vi for alt i verden skal prøve at holde ude af Danmark. Her har vi brug for alles hjælp, og derfor sætter vi nu fokus på 10 af dem, som er nemme at se med det blotte øje. Vi kalder alle landets haveejere og friluftsmennesker: Hvis I ser et af de her skadedyr eller plantesygdomme, så skal I melde det til os, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.
Kan lægge fyrreskove øde
Et af de 10 udvalgte skadedyr er den japanske fyrrebuk, der på overfladen kan ligne en harmløs bille (se den i galleriet ovenfor).
Men denne bille kan bære rundt på meget skadelige rundorme, som kan lægge hele fyrreskove øde.
Hvis man ser en af de syv uvelkomne biller, er det en god idé at anmelde den via Landbrugsstyrelsens hjemmeside ifølge enhedschefen i Landbrugsstyrelsen. Her er det vigtigt, at både bille og findested beskrives så detaljeret som muligt.
– Hvis man ser et af de her skadedyr eller symptomer på plantesygdomme, så er det en rigtig god idé at tage et billede af det og sende til os. Et billede er en kæmpe hjælp, når vi skal vurdere, om det er en af de såkaldte karantæneskadegørere, som vi har pligt til at holde ude af Danmark. Faktisk har man som privat borger pligt til at anmelde det til os, hvis man ser en af de her alvorlige skadegørere. Så det kan jeg kun opfordre til, at man gør, siger Kristine Riskær.
Se hvilke skadedyr og plantesygdomme, man skal være opmærksom på, i galleriet ovenfor.