Højrefløjspolitiker kan søndag blive Østrigs nye præsident

Norbert Hofer fra det omstridte Frihedsparti har ikke tænkt sig at være en kransekagefigur, hvis han vinder.

Norbert Hofer kalder sig selv “fornuftens stemme” ved søndagens præsidentvalg i Østrig. Arkiv. Foto: Leonhard Foeger/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Østrig kan søndag blive det første land i EU til at vælge et statsoverhoved fra den yderste højrefløj.

Indbyggerne i alpelandet skal stemme ved anden runde i præsidentvalget, og her kan de vælge mellem den uafhængige kandidat Alexander van der Bellen, der er tidligere leder for De Grønne, og så Frihedspartiets kandidat, Norbert Hofer.

Frihedspartiet er det parti, som den nu afdøde Jörg Haider tilhørte. Som partileder formåede Haider at skabe røre i EU’s vande.

Det samme kan ske igen, hvis 45-årige Norbert Hofer bliver ny præsident. For han har ifølge flere medier meldt klart ud, at han ikke tænkt sig blot at være en ceremoniel kransekagefigur, som der ellers er tradition for, at præsidenten i Østrig er.

Hvis han vælger at benytte sig at den reelle magt i embedet, kan han afsætte regeringen og udskrive nyvalg, hvilket måske kan føre hans eget Frihedsparti til magten. Derudover bliver han også øverstbefalende for Østrigs hær.

Men før det kommer så vidt, skal Norbert Hofer først vælges. I den første valgrunde blev han en klar nummer ét med 35 procent af stemmerne, mens de traditionelle socialdemokratiske (SPÖ) og konservative (ÖVP) partier floppede.

Meningsmålinger spår dog ifølge Reuters nogenlunde dødt løb mellem Hofer og Alexander van der Bellen.

Fremgangen til Frihedspartiet i Østrig kædes af mange sammen med den bølge af migranter og flygtninge, der er kommet til landet. Samtidig er økonomien presset og arbejdsløsheden høj.

Over 90.000 personer søgte asyl i landet sidste år. Det er over én procent af landets befolkning.

Mange af asylansøgerne kom ind, efter at Østrig og Tysklands regeringer sidste efterår valgte at åbne grænserne for den bølge af primært syriske flygtninge, situationen i Mellemøsten har skabt.

Bookmakerne i Østrig giver pengene 1,45 gange igen, hvis Norbert Hofer bliver præsident, mens van der Bellen giver pengene 2,55 gange igen, skriver Reuters.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS