Højesteret skal se på EBH-postbommert

Anklagemyndigheden skriver på Twitter, at Højesteret nu skal se på den principielle sag, hvor bankledelsen i EBH slap for retssag, fordi posten var forsinket.

Foto: Henning Bagger/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Anklagemyndigheden skriver på Twitter, at Højesteret nu skal se på den principielle sag, hvor bankledelsen i EBH slap for retssag, fordi posten var forsinket.

En del af sagen om EBH Bank ser nu ud til at blive samlet op på trods af, at den egentlig var lagt død. Anklagemyndigheden skriver fredag på det sociale medie Twitter, at Højesteret skal afgøre, om sagen alligevel kan tages op.

I sagen var otte ledende ansatte i banken tiltalt for bl.a. kursmanipulation, men den blev afvist i landsretten, fordi en postfejl gjorde, at beskeden om anke blev sendt for sent af sted. Men her til eftermiddag skriver Anklagemyndigheden på Twitter:

»Rigsadvokaten er tilfreds med, at Højesteret skal afgøre principielt spørgsmål om firkantede brevregler i EBH-sag.«

Speget sag

Sagen har været speget. Bankdirektører og andre højtstående personer var i sagen anklaget for kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig i en større sag anlagt af SØIK, også kaldet Bagmandspolitiet. De anklagede personer blev i første omgang frikendt i Retten i Hjørring, men Bagmandspolitiet ville anke sagen til Landsretten.

Og her skete den store brøler: Sidste frist for at anke var onsdag den 15. juli, og Bagmandspolitiet havde angiveligt også gjort ankebrevene klar i tide, men af en ukendt årsag fik PostNord ikke de vigtige breve med den dag, og derfor nåede Bagmandspolitiet altså ikke at anke til tiden.

Og det var der bare ikke noget at gøre ved, fastslog Vestre Landsret i starten af oktober. Derfor ventede alle, at hele sagen var faldet til jorden, og de anklagede bankdirektører var endegyldigt frikendt i den enorme sag.

Men det ville Rigsadvikaten ikke acceptere, og de oplyste kort efter, at de ville bringe sagen til Procesbevillingsnævnet, der afgør, om en sag kan stilles for højesteret.

Powered by Labrador CMS