Høje smittetal: Sådan er planen for skolebørn
De skal fortsat i skole igen 5. januar, siger undervisningsminister
Planen er - trods høje smittetal - fortsat, at skolebørnene vender tilbage til klasseværelserne 5. januar.
Det siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.
- Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt og lytter til sundhedsmyndighederne, men indtil nu afviger smittetal, indlæggelser og vaccinetilslutningen ikke fra det, man fremskrev inden jul. Derfor er det fortsat den beslutning, vi ser ind i, siger ministeren til avisen.
Ingen garantier
Der er dog ingen "nagelfaste garantier", lyder det videre.
En lignende melding kom fra Rosenkrantz-Theil kort før jul.
Men siden er antallet af smittede steget. Det seneste døgn er der registreret 13.000 nye smittetilfælde. Det er færre end søndagens og mandagens rekordtal - til gengæld stiger antallet af indlæggelser.
Vaccinet børnene
Tidligere tirsdag lød en opfordring fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at få flere børn i alderen 5 til 11 år vaccineret.
Danmarks Lærerforening har udtalt til DR, at flere helst skal vaccineres, hvis skolerne skal åbne som planlagt.
Kun få er færdigvaccineret
De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at 170.280 børn (39,5 procent) mellem 5 og 11 år har påbegyndt vaccination, mens 12.817 er færdigvaccinerede. Dermed er 3,0 procent blevet færdigvaccineret.