Hobro vinder oprykkernes duel i sæsonpremieren

Hobro IK slap bedst fra mødet med FC Helsingør og vandt hjemme 2-1 i klubbernes premiere i Alka Superligaen.

Hobro IK slap bedst fra mødet med FC Helsingør og vandt hjemme 2-1. Foto: Henning Bagger / Scanpix
Hobro IK slap bedst fra mødet med FC Helsingør og vandt hjemme 2-1. Foto: Henning Bagger / Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der var oprykkermøde i første runde af Alka Superligaen, da Hobro IK søndag tog imod FC Helsingør.

Selv om gæsterne tidligt kom foran ved midtbanespilleren Mikkel Basse, så endte det alligevel med jubel i Hobro.

Martin Mikkelsen og Quincy Antipas sikrede således Hobro en 2-1-sejr med deres scoringer i anden halvleg.

Lige affære i første halvleg

Første halvleg blev en ganske lige affære, hvor begge hold havde problemer med at skabe de helt store chancer.

Gæsterne fra Helsingør fik dog tilkæmpet sig et hjørnespark efter seks minutter.

Efter nogle clearinger endte bolden hos Helsingørs Mikkel Basse, der diskede op med udsøgt sparketeknik.

Et stykke inde i Hobros felt dumpede bolden ned foran Basse, der resolut helflugtede den i nettet til 1-0-føring til FC Helsingør.

Resten af første halvleg forløb, uden at holdene formåede at skabe de helt store målchancer.

Hobro kom med ny energi

Efter pausen skulle Hobro frem, og hjemmeholdet kom da også ud med ny energi i anden halvleg.

Det resulterede i flere muligheder for at skabe målchancer, men helt farligt blev det dog først med hjælp fra gæsterne.

Helsingør-keeper Mikkel Bruhn spillede en svær bold til Andreas Holm efter lidt over en time.

Forsvarsspilleren kiksede tæmningen totalt, og bolden blev opsnappet af Hobro-angriber Pål Alexander Kirkevold.

Kirkevold afleverede til Martin Mikkelsen, der let kunne udligne til 1-1.

Scoringen åbnede kampen mere, hvilket gav muligheder til begge hold.

Gæsterne var tæt på efter et hjørnespark med godt et kvarter igen af opgøret, men det var hjemmeholdet, der kunne juble igen.

Efter 78. minutter fik indskiftede Quincy Antipas en bold serveret efter et hjørnespark, og ved bageste stolpe sparkede han sikkert bolden i nettet til slutresultatet 2-1.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS