HK klager over elendig sikkerhed i retten
Folketinget bør sætte penge af til at forbedre sikkerheden i de danske retsbygninger, mener fagforeningen HK.
Sikkerheden ved de danske retsbygninger er ganske enkel ikke god nok, og nu bør Folketinget afsætte penge af til at undersøge, hvordan der kan sikres en højere sikkerhed ved landets domstole.
Det mener Kate Kengen, der er formand for HK-Landsklubben Danmarks Domstole og tillidsrepræsentant i Københavns Byret, efter at to personer tirsdag er blevet skudt inde i retsbygningen ved fogedretten i København. Den ene er afgået ved døden.
– Jeg har i mange år ment, at retsbygningerne ikke er sikret godt nok. Jeg har egentlig bare ventet på, at der ville ske noget som det her. Det er folk i pressede situationer, som møder herinde, så den her slags vil kunne ske, siger Kate Kengen.
– Sådan en episode kunne være sket alligevel ude på gaden, men jeg mener, at man med baggrund i det her bør afsætte penge til at få undersøgt, hvordan vi kan sikre domstolene bedre. Det gælder både de ansatte, men også alle de mennesker, der møder i retten, siger hun til Ritzau.
Den anden person, der blev ramt af skud, er ifølge politiet i livsfare. En politimand på gerningsstedet fortæller til Ritzau, at offeret er ramt i brystet, i armhulen, på underarmen og på foden.
Kate Kengen mener, at der ved indgangene til de danske retsbygninger skal være et sikkerhedstjek ligesom i lufthavne. Det har man ifølge Kate Kengen ved retten i Malmø.
– Vi plejer ikke at være utrygge, men det her kan da ryste enhver, og jeg har da mange kolleger, som er påvirket. Det er både dem, som har oplevet episoden selv, men også hele huset, siger hun.
– Folk skal være trygge ved at komme i retten, og lige nu ved jeg ikke, hvor mange der vil være trygge ved at komme i Københavns Byret.
Hun siger dog, at der muligvis kan være enkelte retsbygninger, hvor der måske ikke er det samme behov for sikkerhed som ved for eksempel Københavns Byret.
/ritzau/