Hjulmand med iskolde fravalg
Det gjorde ondt på landstræner Kasper Hjulmand at skulle frasortere Thomas Delaney til landsholdet
- Det er fodbolden, der bestemmer.
Landstræner Kasper Hjulmand brugte vendingen et hav af gange, da han i Parken tirsdag udtog sin trup til Danmarks kommende fodboldlandskampe mod Finland og Kasakhstan.
Pointen var, at selv om man hedder Thomas Delaney eller Yussuf Poulsen og har været en fast del af landsholdet i flere år, så er man ikke sikker på sin plads i truppen, hvis ikke man er i topform og spiller kontinuerligt i sin klub.
Fravalgt
Ligesom Delaney og Poulsen måtte Kasper Dolberg, Rasmus Nissen Kristensen, Daniel Wass og Jens Stryger Larsen se sig fravalgt til de to EM-kvalifikationskampe. Alle har de i en lang periode været med på landsholdet.
Men det var ikke uden følelser, at Kasper Hjulmand frasorterede eksempelvis Thomas Delaney, der gennem flere år har været en kæmpe på den danske midtbane og nærmest selvskrevet til startopstillingen.
Nu er han røget på bænken i sin tyske klub, Hoffenheim, og det koster.
- Det er en hård beslutning. Jeg er meget begejstret for Thomas og har altid været det. Han bidrager altid med meget, siger Kasper Hjulmand.
God form
Til den centrale midtbane har landstræneren udtaget Pierre-Emile Højbjerg, Philip Billing, Christian Nørgaard, Mathias Jensen og den potentielle debutant Morten Hjulmand fra italienske Lecce.
- Den form, de fem spillere har lige nu, er så god, at det er det bedste for holdet lige nu at tage dem med. Det er dem, der bibringer holdet den bedste kvalitet.
- Thomas Delaney har været ude i de seneste par kampe, men jeg håber, at han æder sig ind på holdet og finder den kvalitet, vi ved, han har. Jeg er stensikker på, at han har en fremtid på landsholdet, siger Hjulmand.
Han er med
Også Yussuf Poulsen, der har spillet 68 kampe i rødt og hvidt, har ifølge landstræneren en fremtid på landsholdet, selv om hans rolle i tyske RB Leipzig er lille.
- Yussuf har altid givet holdet meget, og efter sine mange skader i 2022 er han kommet godt igen. Han ser stærkere og mere fri ud i sin krop efter at have arbejdet med den i lang tid. Men han er kun startet inde i én kamp og får kun sporadiske indhop. Jeg håber, det ændrer sig.
- Yussuf er også en del af holdet i fremtiden, men lige nu er det for lidt, siger Kasper Hjulmand.
Hvad med Simon
En anden hovedpine, der plager landstræneren, er, at anfører Simon Kjær i øjeblikket varmer bænk hos AC Milan.
Forsvarsspilleren kom i januar tilbage fra en mindre skade, og til at begynde med spillede han en masse. Særligt mod Tottenham i Champions League viste han højt niveau.
Alligevel har han siddet på bænken i de fem kampe, klubben har spillet siden.
- Det er hamrende irriterende. Han fik sig ædt ind og spillede det bedste, jeg har set i lang tid, mod Tottenham. Siden har han ikke spillet.
- Nogle gange er det, hvad der sker. Jeg håber for Simon, at han igen finder vej til holdet. For alle spillere gælder det om at få spilletid, siger Kasper Hjulmand, som alligevel har fundet plads til anføreren i denne omgang.
Mod Finland
Kampen for en billet til EM-slutrunden i Tyskland i 2024 indledes 23. marts hjemme mod Finland. Tre dage senere gælder det udekampen mod Kasakhstan.