Hjulmand er forbandet
Sejren var det vigtigste for landstræner Kasper Hjulmand, der dog ærgrede sig over den enlige færøske scoring
Den danske glæde efter fredagens 3-1-sejr over Færøerne blev dæmpet en smule af det indkasserede mål i det 90. minut.
Dermed lykkedes det ikke Danmark at gå igennem hele VM-kvalifikationen med rent bur.
Landstræner Kasper Hjulmand hæfter sig dog ved ni sejre ud af ni mulige og en målscore på hele 30-1.
- Det var megairriterende, at Færøerne fik scoret til sidst, men det må ikke overskygge sejren. Det var fantastisk med endnu en sejr i kvalifikationen.
- Vi sluttede af med den sidste kamp på hjemmebane, og vi er glade for sejren, siger Hjulmand.
Gjorde det svært
Færøerne gjorde det svært for det danske hold at få rytme i spillet, mener landstræneren.
- Jeg vil give kredit til Færøerne, som sørgede for mange spilstop, så vi skulle starte forfra. Det var svært at få et flow i kampen.
- Vi er ikke glade for det indkasserede mål, men som træner er det vigtigt at være glad for sejren, siger Hjulmand.
Nu venter der en sidste kamp ude mod Skotland mandag i VM-kvalifikationen, og her kan Danmark tage sin tiende sejr.
- Det var en nydelse at være i Parken igen, og nu vil vi forsøge at tage til Skotland og vinde den sidste, fastslår Hjulmand.
Har karantæne
Midtbanespilleren Christian Nørgaard modtog et gult kort i kampen mod Færøerne og har karantæne i den sidste kamp.
Hjulmand har endnu ikke lagt sig fast på, om han vil indkalde en erstatning for Nørgaard. Han skal også have fundet ud af, om Pierre-Emile Højbjerg kan blive klar til at spille mod skotterne.
Landstræneren holder også muligheden åben for at sende offensivspillerne Mohamed Daramy og Jesper Lindstrøm ned på U21-landsholdet, som på tirsdag skal spille ude mod Tyrkiet i EM-kvalifikationen.