Hjerneskadet: Ny bygger han modeltogbaner
Morten Nielsens liv tog en alvorlig drejning, da han tidligere på året fik en pludselig hjerneskade.
49-årige Morten Nielsen har efterhånden lagt mange timer i kælderen på Ringstedhave Neurorehabiliteringscenter. Her bygger han på sit togbaneprojekt, som er ved at vokse ud af lokalerne.
Projektet var egentlig bare en hobby, men nu understøtter det genoptræningen for brandmanden, der i august måned pludselig blev ramt af en blodprop i hjernen.
-Når man får en hjerneskade, så ændrer ens hverdag sig meget. Man går fra at være et selvstændigt menneske til at være dybt afhængig af andre. Og man skal pludseligt vænne sig til, at andre tager en masse beslutninger for en. Med togbanen har jeg fundet et frirum og noget, jeg er god til. Jeg har endda overskud til at hjælpe andre og inddrage dem i projektet, fortæller han til Forenede Care, der en danskejet familievirksomhed, som bidrager med professionel pleje og omsorg samt specialiseret rehabilitering.
Det er ikke kun Morten Nielsen, der er begejstret for landskabet i kælderen. Michela Bahn, der er ergoterapeut og aktivitetsansvarlig på Ringstedhave Neurorehabiliteringscenter, er overrasket over den fremgang, han har vist.
-Hos os har vi et mantra om, at alt er træning. Så vores borgere inddrages i de fleste daglige gøremål, som både træner dem i hverdagshandlinger som at lave kaffe, tilberede aftensmad og vaske op, men øvelserne afslører også, hvor der skal sættes ind, så man kan få sin hverdag tilbage. Derfor ser vi også Mortens fantastiske projekt som den allerbedste træning. Han har vist os, hvor vigtigt det er, at vi i fortsat skal finde frem til de projekter, der har en positiv indflydelse på vores borgere, fortæller Michela Bahn.
En stor overraskelse
Morten Nielsen har aldrig bygget modelbaner før, selvom han har en hel samling. Derfor spurgte han en ergoterapeut, om han måtte få noget af samlingen ned til Ringstedhave, så han kunne bygge lidt med det, når han havde overskuddet.
To dage senere overraskede personalet Morten med et stort, nybygget bord i kælderen, som han kunne udfolde sig på. Personalet fik også kørt intet mindre end halvanden palle modeludstyr ned til ham.
Hjerneskade-patienter kæmper ofte med finmotorikken som en senfølge, og her har Morten Nielsen opnået stor fremgang. Den skyldes blandt andet det store arbejde med at male og sammensætte modellerne til togbanen, og det føles ifølge ham selv slet ikke som træning:
-Genoptræning kan være hårdt, for man skal lave de samme øvelser mange gange, men når jeg sidder med modelbanen, så føles det mere som et frirum, som også giver energi. Men jeg kan mærke, hvor stor en forbedring der er sket, og jeg synes allerede, at min arm er blever 95 procent bedre, siger Morten Nielsen.
Morten Nielsen som har været på Ringstedhave siden september. Han er godt på vej til at få førligheden tilbage. Han siger selv, at han vil “gå herfra”, når han fraflytter Ringstedhave d. 12. januar. Mon ikke det lykkes: Han har for nyligt gået 130 meter med rollatoren.