Hjernedød i flere uger: 22-årig kommer tilbage fra de døde

Sam har overvundet alle odds og sendt lægerne i chok. Familien fik at vide, at alt håb var ude, men lige inden de slukkede for respiratoren, kom Sam tilbage fra de døde.

Sam Hemming kørte galt sammen med sin kæreste. Hvor kæresten slap med mindre skader, var Sam på dødens rand.Foto: Facebook
Foto: Facebook

Offentliggjort Sidst opdateret

Et tragisk biluheld sendte 22-årige Sam Hemming i en 19 dages koma. Lægerne fortalte familien, at håbet var ude for den unge studerende, der var blevet erklæret hjernedød. Familien var i gang med at sige et sidste farvel, men lige inden de slukkede for respiratoren, kom Sam mirakuløst tilbage til livet. Lægerne er fortsat i chok, som hun dagligt kæmper for et almindeligt liv og allerede kan tale og gå igen. Det skriver det engelske medie Daily Mail.

Den 20. juli kørte Sam Hemming galt med sin kæreste. Kæresten slap med mindre skader. Sam blev derimod fløjet til hospitalet efter at have røget ud af forruden, da bilen vendte sig om, og skulle kæmpe for sit liv. Hun ramte midterrabatten, mistede venstre øre og brækkede nakken fire steder samt led alvorlige hovedskader, der gav hende hjerneskader.

“Hun burde ikke være i live”

Lægerne opererede på hende i seks timer og puttede hende herefter i en kunstig koma. Efter 19 dage i koma, fortalte lægerne familien, at håbet var ude. De rådede derfor familien til at slukke for respiratoren, da de erklærede Sam for hjernedød.

– Sammy burde ikke være i live. Hun fik de værst tænkelige skader, nogen kan få i en bilulykke, siger Sam’s mor Carol og fortsætter:

– Lige inden de slukkede for respiratoren, sagde en af specialisterne, at hun vrikkede med sin storetå. Det var fantastisk. Hun var bogstavelig talt kommet tilbage fra de døde. Hvis hun ikke havde vrikket med sin tå, havde hun ikke været her i dag.

Efter at lægerne kunne måle hjerneaktivitet hos Sam, holdt de hende fortsat i en kontrolleret koma. Da de slukkede for respiratoren igen senere, var hun selv i stand til at trække vejret. Kun otte uger efter blev hun dømt rask nok til at tage tilbage til sit hjem i Hereford England, hvor hun nu bor sammen med Carol og sin far Jason.

Lægerne er i chok

Lægerne er stadig i chok. De var nemlig sikre på, at alt håb var ude, og havde dømt det umuligt for Sam at komme sig.

– Lægerne er i chok. De specialiserede kirurger, reddere og politiet taber kæben, når de kigger på Sammy, siger Carol.

Selvom hun led skader, der har resulteret i, at den ene side af hendes hjerne er “død”, er den anden del, som normalt ikke bruges, stadig intakt uden skader. Og den har udviklet sig på en måde, så Sam nu er i stand til at gå og tale igen.

– Hendes tilstand er anderledes, fordi den del af hjernen som andre ikke bruger, er blevet udviklet til tale og bevægelse. Det er derfor hjerneforskerne er så spændte, da det ses meget sjældent. Hun er et omvandrende mirakel, og lægerne er i chok, fortæller Carol.

Vil stadig være advokat

Sam er til fysioterapi dagligt og bliver behandlet for posttraumatisk stress, mens lægerne hjælper hendes hjerne til at udvikle flere funktioner.

Carol, der også har tre andre børn: Tim, 24, Callum, 15 og Nikkita, 14, har stoppet med at arbejde for at passe Sam.

– Det var forfærdeligt at se et af sine børn ligge i en seng med så mange skader. Alt over hendes bryst var skadet. Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv, siger Carol.

Sam studerede jura inden uheldet, og har stadig de samme drømme i dag.

– Jeg er så taknemlig overfor hospitalets personale, som har hjulpet mig. Jeg kan nu gå korte afstande og min tale er helt fin igen. Jeg vil bare gerne få det bedre, siger Sam og fortsætter:

– Før uheldet ville jeg gerne være advokat, og den ambition har ikke ændret sig. Jeg vil stadig gerne have en karriere indenfor jura.

 

 

Powered by Labrador CMS