Hjemmeværnet vil undersøge om dets våben kan sikres bedre

Hjemmeværnet vil nu undersøge, om dets våben skal sikres bedre mod tyveri. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Hjemmeværnets våben er sikret i godkendte våbenskabe, men der skal nu ske gennemgang af våbenopbevaring.

Der skal nu ske en fuldstændig gennemgang af alle forhold vedrørende opbevaring af hjemmeværnsfolks våben i privaten.

Det siger Hjemmeværnet efter at det er kommet frem, at gerningsmanden bag weekendens terrorangreb, brugte et våben, som var stjålet fra en hjemmeværnsmand ved et hjemmerøveri i 2013.

– Hjemmeværnet vil åbent og fordomsfrit undersøge mulighederne for yderligere sikring af våben.

– Herunder drøfte mulige tiltag med politiet og hurtigst muligt implementere de tiltag, der findes relevante for at opnå en endnu større sikkerhed ved våbenopbevaring, siger Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler.

Ifølge hjemmeværnet har 4328 af dets medlemmer våben udleveret. Hjemmeværnet vil nu undersøge, hvordan sikkerheden kan forbedres omkring opbevaring af de våben på bopælen.

Ifølge Hjemmeværnet er våbnene sikret i godkendte våbenskabe med dobbelt sikring.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS