Hjælp - min tissemand bliver skæv
Hvis man som mand har en såkaldt 'krummerik', kan det være svært at gennemføre et samleje
Der er et enormt tabu forbundet med at have en krum penis. Og det gør det svært at fastslå præcis hvor mange mænd, der døjer med det problem.
Det fortæller Mikkel Fode, professor ved Københavns Universitet og overlæge på Afdeling for Urinvejssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital, til Politiken.
Men ifølge estimater rammes op mod hver tiende mand rammes af Peyronies, som er en sygdom, der medfører det, som man i folkemunde kalder en krummerik.
- Selv om det er en sygdom, der rammer op mod 10 procent, er der ingen, der ved noget om det, fordi ingen taler om det. Mange vil have nogen i deres omgangskreds, der er ramt af det, uden at nogen ved det, siger Mikkel Fode.
Tallet er repræsentativt for danske mænd, anslår Lars Lund, formand for Dansk Urologisk Selskab.
Kan udfordre sexlivet
En krumning af penissen kan være helt op til 120 grader. Selve krumningen kan besværliggøre penetration ved samleje.
Derudover kan arvævet være skyld i, at penis ikke kan blive tilstrækkelig blodfyldt til, at et samleje kan gennemføres.
Peyronies rammer især mænd i 50-60-års alderen og starter som en betændelseslignende tilstand i penis.
Sygdommen har to faser. Første fase er den såkaldt akutte, hvor man kan opleve smerter under rejsning, ømhed og et hårdt område på selve penis. Denne fase kan være smertefuld og varer 6 til 18 måneder.
I anden fase dannes et arvævsområde, hvor krumningen bliver stabil.
Tal med lægen om krummerikken
Blandt læger er der ikke særlig meget viden om sygdommen Peyronies, så derfor vil mange patienter opleve, at den praktiserende læge ikke er klædt ordentligt på i forhold til at håndtere problemet, mener Lars Lund.
Tabu og blufærdighed må ikke afholde nogen fra at gå til lægen, understreger formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, og praktiserende læger skal tydeligt signalere, at "man kan tale med sin læge om alt".