Historisk sag: Mand hiver Facebook i retten

Foto: JOE KLAMAR/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

25.000 personer kræver erstatning fra Facebook, som beskyldes for at bryde europæisk lovgivning.

Der er i sandhed tale om Davids kamp mod Goliath, når en opsigtvækkende retssag mellem en ung østriger og mediegiganten Facebook torsdag indledes ved en domstol i Wien.

På sin side har den 27-årige jura-uddannede Max Schrems 25.000 andre Facebook-brugere, der ligesom Schrems mener, at det populære medie krænker europæisk lovgivning. Alle kræver de “et symbolsk beløb” fra Facebook på 500 euro.

Der er således tale om et enormt kollektivt søgsmål, hvor de mange tusind utilfredse Facebook-brugere sagsøger det sociale netværk for en række forseelser.

Ulovlig sporing

Blandt andet kræver sagsøgerne erstatning for Facebooks “ulovlige” sporing af deres data og for mediets involvering i den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA’s kontroversielle overvågningsprogram Prism.

– Helt grundlæggende beder vi Facebook om at stoppe masseovervågningen og om at have en ordentlig privatlivs-politik, som folk forstår, siger Max Schrems.

– Vi beder dem også om at stoppe med at samle data fra folk, der ikke engang er Facebook-brugere, siger han.

Sagen er rejst mod Facebooks europæiske hovedkvarter i Dublin, der registrerer alle Facebook-brugere udenfor USA og Canada – det vil sige cirka 80 procent af virksomhedens 1,35 milliarder brugere.

I første omgang skal domstolen i Wien tage stilling til, om retssagen overhovedet kan blive gennemført i det østrigske retssystem.

Det mener Facebook ikke, men det afvises pure af den unge østrigers advokat.

Idéen til sagen opstod for næsten fire år siden, efter at Schrems havde tilbragt et semester på Santa Clara University i Silicon Valley, hvor Facebook holder til.

– Den generelle tilgang i Silicon Valley er, at du kan gøre, hvad du vil i Europa, uden at det får betydelige konsekvenser, siger Schrems.

Hvad nu hvis du taber sagen?

– Det ville også være interessant, for det ville rejse spørgsmålet om, hvordan man kan tabe, når der eksisterer lovgivning om privatlivets fred, og når lovgivningen bliver brudt, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS