Historisk Froome: Det har været fuldstændig ubarmhjertigt
Den britiske cykelrytter blev søndag den første til at vinde Vueltaen efter at have sejret i Tour de France.
Søndag sikrede den britiske cykelrytter Chris Froome sig den samlede sejr i årets sidste grand tour, Vuelta a Espana.
Dermed blev han den første rytter, der vinder det spanske etapeløb efter at have vundet Tour de France i samme sæson.
– Jeg tror, at dette er min største præstation. At være den første til at vinde Tour de France for dernæst at vinde Vueltaen, siger Chris Froome ifølge Reuters.
Mens både Jacques Anquetil (1963) og Bernard Hinault (1978) har vundet de store etapeløb i Frankrig og Spanien i samme sæson, så er Chris Froome den første, der har vundet begge løb, efter at Vueltaen blev rykket hen efter Tour de France i 1995.
– Det var en kæmpe udfordring fra et sportsligt perspektiv. At forsøge at holde topniveau i så lang en periode var meget udfordrende, siger han ifølge AFP.
Briten slog den firedobbelte grand tour-vinder Vincenzo Nibali med godt to minutter i den samlede stilling.
Dermed lykkedes det endelig for den kenyansk-fødte brite at stå øverst på podiet i Madrid efter tre andenpladser i henholdsvis 2011, 2014 og 2016.
– Det er en fantastisk følelse at have vundet løbet, efter at jeg har været her de seneste seks år og er endt på en andenplads tre gange, siger Chris Froome ifølge AFP.
Froome, der har vundet Tour de France fire gange, lå i spidsen af løbet fra tredje etape.
Undervejs blev det til sejre på niende etape og tidskørslen på 16. etape.
Men briten måtte grave dybt for at sikre sig den samlede sejr i det bjergrige etapeløb.
– Jeg må sige, at det nok er den hårdeste grand tour, jeg nogensinde har kørt. Der skete noget nyt hver dag. Jeg har haft gode dage, og jeg har ligget blødende på jorden og overvejet at droppe ud af løbet, tilføjer briten.
– Det har været en rutsjebane. Fuldstændig ubarmhjertigt.