Heunicke angriber Femern-modstandere

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Debatten for og imod den faste Femernforbindelse til Tyskland udløser nu en anklage fra transportminister Magnus Heunicke (S).

Anklagen er rettet mod den tyske miljøorganisation NABU, der beskyldes for at ville afskære dialog mellem tilhængere og modstandere af Femerntunnelen. Det skriver B.dk.

Anklagen kommer efter et møde i København i sidste uge, hvor NABUs miljøchef, Malte Siegert, og den tyske socialdemokratiske politiker Bettina Hagedorn fremlagde argumenter for at droppe forbindelsen.

Afvist

Både Transportministeriet og statens bygherreselskab, Femern A/S, ønskede at sende repræsentanter til at overvære mødet, men begge blev afvist, og det undrer ministeren. Han antyder samtidig, at færgerederiet Scandlines, der i dag har monopol på færgedriften mellem Femern og Lolland, havde en aktie i begivenheden i København.

»Jeg kan forstå, at fremstødet i København var arrangeret af et PR-bureau, der har Scandlines som kunde. En medarbejder fra Transportministeriet forsøgte at melde sig til, men fik at vide, at der ikke var plads, og arrangørerne udviste en medarbejder fra Femern A/S. Enhver kan jo gøre op med sig selv, om de synes, den slags er seriøst,« skriver ministeren i en mail til Berlingske.

Magnus Heunicke fortsætter:

»Jeg lægger som dansk transportminister vægt på, at alle oplysninger bliver lagt åbent frem, og at vi arbejder med dette store projekt i en gennemsigtig og fuldt åben proces, der er præget af dialog, også med de private, udenlandske selskaber, der måtte være modstandere af at miste deres milliardindtjening fra deres monopol,« siger ministeren med henvisning til, at Scandlines ejes af en international kapitalfond, 3i, der har basis i Storbritannien.

“Upassende opførsel”

Under mødet oplyste Malte Siegert, at en medarbejder fra Femern A/S blev nægtet adgang, fordi en Femern-medarbejder ved et tidligere pressemøde havde udvist »upassende opførsel«. Ifølge Berlingskes oplysninger bestod brøden i, at en Femern-medarbejder svarede på spørgsmål fra journalister på NABUs pressemøde.

Det var PR-firmaet Ehrenberg Kommunikation, der har kontorer i København, Oslo, Hamborg og Malmø, der stod for mødet i København. Firmaet bekræfter, at Scandlines figurerer på dets kundeliste, men ifølge direktør Allan Sonne Sørensen har Scandlines ikke haft noget med NABUs møde i København at gøre. Beslutningen om at afvise de to repræsentanter for ministeriet og Femern A/S blev truffet af NABU, siger han.

Powered by Labrador CMS