Heste vandaliseret i Nordsjælland: Fået klippet manker og haler af

Hesteejer Thorbjørn Kastrup Hansen har været ude for en chokerende oplevelse

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var egentlig en rigtigt fed aftale, tre generationer Kastrup Hansen havde fået i stand med Naturstyrelsen i Nordsjælland.

Deres 11 heste kunne over sommeren græsse på området ved Flyvestation Værløse. Et perfekt område for heste; kuperet terræn med masser af vandhuller, frugttræer og plads.

Men da Thorbjørn Kastrup Hansen og familien søndag var ovre for at kigge til hestene, mødte der ham et chokerende syn:

– Der opdager vi, at en af hestene er fuldstændig klippet skaldet på manen. De har klippet hele manen af – helt ned til fire-fem centimeter. Den har lidt pandehår. Vi bliver vildt chokerede siger Thorbjørn Kastrup Hansen.

Oplevelsen gentager sig

Det værste ved oplevelsen er næsten, at den gentager sig.

Over de næste par dage, kan Thorbjørn Kastrup Hansen konstatere, at flere og flere af de 11 islandske heste kan fremvise en ny frisure, når han dagligt er ovre for at tjekke til dem:

– Henover de næste par dage kommer vi tilbage og kan se, de andre heste også er blevet trimmet. De er ikke blevet skamfér-klippet på samme måde, men er blevet klippet og studset både i manerne og halerne, siger Thorbjørn Kastrup Hansen.

Nu har han og familien taget konsekvensen af de ubehagelige oplevelser. Selvom området ved Flyvestation Værløse er ideelt til heste, har de nu hentet hestene hjem igen, siger han:

– Vi er jo pissebange, hvad er det næste der sker? Det er jo et offentligt areal, så man kan ikke rigtigt kontrollere, hvem der kommer og går, siger Thorbjørn Kastrup Hansen.

Powered by Labrador CMS