Herning har ryggen mod muren i slutspillet
Efter et flot comeback i tredje kamp i slutspillets semifinale fører Esbjerg nu samlet 2-1 over Herning.
Ishockeyklubben Herning Blue Fox, som vandt grundspillet i Metal Ligaen, måtte noget overraskende ud i syv kampe mod Rungsted, før holdet kæmpede sig videre til semifinalen i slutspillet.
Nu har Herning det igen svært, da Esbjerg Energy med en 6-5 sejr i søndagens semifinale bragte sig foran 2-1 samlet.
Hernings træner ærgrer sig
Hernings træner, Linus Fagemo, ærgrer sig over, at hans hold smed en 5-2 føring i tredje periode, men siger, at Herning nu har lagt kampen bag sig.
– Vi bliver for passive, da Esbjerg scorer deres tredje mål, og det gør, at de får momentum. Vi har fået snakket om det på holdet, og den kamp er nu lagt bag os. Der er fuld fokus på tirsdagens kamp, siger han.
Efter at have været bagud 2-5 kæmpede Esbjerg sig med tre mål i tredje periode tilbage i kampen og tvang Herning ud i en ekstra periode, som Andrew Clark med sit tredje mål afgjorde til esbjergensernes fordel.
Esbjerg Energys træner, Mark Pederson, roser sit hold efter det flotte comeback, men ligesom hos Herning, så er Esbjergs blik nu rettet mod klubbernes fjerde opgør, som spilles i aften.
– Vi er et hold, som tror på hinanden og vil vinde for hinanden. Lige meget hvad så giver vi aldrig op, siger Pederson.
– Vi er glade for, at vi vandt kampen og nu fører 2-1, men i ishockey kan alt ske. Tirsdag er der en ny kamp, og den er vi nu i gang med at forberede os på, siger canadieren.
Holdene er lige rent styrkemæssigt
På trods af at Herning forud for semifinalerne var klar favorit til at gå videre, så mener Esbjergs træner ikke, at der er den store forskel på de to holds chancer for at avancere til finalen.
– Esbjerg og Herning er begge nogle solide ishockeyhold, men spiller på lidt forskellige måder. Rent styrkemæssigt synes jeg, at holdene er meget lige, siger Pederson.
Linus Fagemo mener heller ikke, at der har været den store forskel på holdene.
– Det har været tre lige kampe. Esbjerg er et godt hold med gode spillere og nogle gode individualister, siger Fagemo.
I den anden semifinale-serie mødes Frederikshavn og de forsvarende mestre fra Sønderjyske, og sønderjyderne fører med 3-0 forud for det fjerde opgør.
/ritzau/