Her ville sex-kidnapperen holde lille pige som sex-slave
41-årige CJ havde grufulde planer om at finde en helt tilfældig mindreårig pige et sted på Fyn og holde hende som sexslave i en garage på Schacksgade i det indre Odense.
Det er netop kommet frem under anklager Lenette Skaks oplæsning af det ikke færre end ni sider lange anklageskrift mod den pædofile sexforbryder.
Han er tiltalt for at være manden, som i efteråret 2012 udsatte to piger på henholdsvis 11 og 10 år for grove seksuelle overgreb på bagsædet af sin bordeauxrøde Opel Astra.
Overgrebene skete den 26. oktober 2012 i den sydfynske landsby Øster Skerninge og mindre end tre uger senere, den 14. november, i Østfynske Refsvindinge. Mens anklageren læser det usædvanligt lange anklageskrift op, sidder den fedladne og halvskaldede CJ let foroverbøjet foran domsmandsretten og lytter intenst.
Han er klædt i en kortærmet grønternet skjorte, mørke bukser og flade sejlersko. Mens han hviler albuerne på bordet foran sig, tager han sig Ind imellem til sit skæg.
CJs forsvarer, Linda Saugmann Christensen, oplyser på sin klients vegne, at han delvis erkender at være skyldig i sexovergrebene på de to piger.
Men samtidig nedlægger hun påstand om, at han ikke kan straffes efter almindelig praksis, da han under handlingerne befandt sig i en tilstand af psykose, og at han derfor ikke havde det fornødne forsæt til at begå forbrydelserne.
Efter denne begæring fra forsvareren rejser CJ sig nu og sætter sig over ved siden af hende.
Sagen fortsætter nu med anklagerens gennemgang af den omfattende sag, som også indeholder anklagepunkter om besiddelse af massive mængder af børneporno, sprængstoffer, skyde- og stikvåben, sabler og euforiserende stoffer.