Her undersøger politiet mulige eksplosionsstoffer
En dramatisk politiaktion i gang fredag aften.
Senest opdateret fredag klokken 23.07.
En endog meget stor politiaktion er i gang i Københavns Bispebjerg-kvarter. Det har politiet bekræftet via Twitter. Her fremgår det, at der i disse øjeblikke undersøges mulige såkaldte eksplosivstoffer.
Billeder fra stedet viser, at bomberyddernes Rulle-Marie viser interesse for en parkeret bil. Vedvarende rygter fra stedet drejer sig om, at en håndgranat skal være påsat bilen. Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Københavns Politi, men til Ekstra Bladet siger vagtchef Thomas Tarpgaard, at han ikke kan bekræfte de oplysninger – som Ekstra Bladet også er i besiddelse af.
Et stort område ved Tagensvej, Hovmestervej, Frimersvej og Fuglefængervej er spærret af. Der er desuden sat det helt store apparat i værk. En evakueringsbus holder klar til beboere fra området, lige som en helikopter bryder nattehimlen.
Politiet er massivt til stede – det samme er brandvæsen og en koordinerende læge på stedet. Alt dette vidner om, at der ikke tages nogle chancer.
Hidtil er det eneste, politiet har meldt ud, at der formodes at være tale om et almindeligt kriminelt forhold i det kriminelle miljø. Men området er præget af at være et helt almindeligt boligkvarter – blandt andet har foreningen KAB flere ejendomme her.