Her står masser af senge tomme trods mangel

Nye sengepladser til farlige psykiatriske patienter står tomme hen. Folketinget arbejder på at ændre reglerne.

Folketinget er på trapperne med ændring af regler, så færre sengepladser til særligt psykisk syge patienter står tomme. Foto: Claus Bech (arkiv)/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En stor del nyoprettede sengepladser til meget psykisk syge står tomme rundt omkring i Danmark. Det skriver Jyllands-Posten.

Det blev sidste år besluttet at åbne 150 sengepladser til psykisk syge, der ofte er udadreagerende og ofte misbrugere.

Indtil videre er der etableret 79 særlige pladser, hvor 45 pladser aktuelt står tomme, viser statistik på regionernes hjemmesider. Det svarer til cirka 7000 sengedage.

Situationen vækker harme i psykiaternes lægevidenskabelige organisation, Dansk Psykiatrisk Selskab, fordi der samtidig mangler sengepladser andre steder i psykiatrien.

– Det er vanvittigt. Vi mangler pladserne i hospitalspsykiatrien. Det var her, man skulle have etableret dem.

– De senge, man nu har oprettet, kan vi læger ikke visitere til, og der er faktisk ikke nogen mennesker, der passer ind i kriterierne, siger formand og psykiater Gitte Ahle til Jyllands-Posten.

Visitationskriterierne til de særlige pladser har fra flere sider mødt kritik for at være for rigide.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kalder det over for Jyllands-Posten ærgerligt, at sengepladserne ikke anvendes i det omfang, der var intentionen.

Hun håber, at et flertal i Folketinget vil stemme for at ændre visitationskriterierne.

I økonomiaftalen mellem kommunerne og staten fra juni indvilgede regeringen i at søge politisk flertal til at justere kriterierne.

Og det er lige på trapperne, fortæller sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

Ordførerne bag forliget, der finansierede de 150 sengepladser, har torsdag haft møde om problemstillingen.

– Det er utrolig trist, at vi bruger penge på nogle sengepladser, som ikke bliver fyldt. Derfor ser vi også på, om vi kan få ændret visitationskriterierne, siger hun.

Hun forklarer, at der er tale om at lempe de kriterier, der skal til for at få en plads på de særlige afdelinger.

En af udfordringerne for at fylde sengene er, at det skal ske efter patientens egen vilje, men tvang bliver ikke et tema.

– Det at skulle bruge tvang over for mennesker, der hverken er kriminelle eller psykotiske, er simpelthen mod menneskerettighederne, siger Liselott Blixt.

Regeringen har i sit finansforslag for 2018 afsat 100 millioner kroner, der skal sikre flere sengepladser i psykiatrien. Det bliver præsenteret fredag.

Powered by Labrador CMS