Her skal Bubber være gæstevært

Bubber skal være gæstevært på Radio4-programmet "Nattevagten". I første program skal han rådgive lytterne om utroskab - et emne, han selv har erfaringer med

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er lagt op til store følelser i æteren, når Bubber natten til torsdag er gæstevært på Radio4-programmet "Nattevagten".

Det skriver Radio4 i en pressemeddelelse.

"Nattevagten" sendes live alle nætter fra 00.00 til 02.00. Her taler radioværterne med lyttere, der enten ikke kan, vil eller må sove.

"Oh shit"

Natten til torsdag er første gang, at Bubber er gæstevært, og her er utroskab på programmet.

- Jeg tænkte lige: "Oh shit". På den anden side er det et vigtigt emne. Det er et interessant emne. Og det er et emne, man kun kan blive klogere af, siger Bubber i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det er samtidig også et emne, vi sjældent taler helt åbent om. For det er jo hverken særligt charmerende eller sympatisk, hvis man har været utro.

Den 58-årige mediepersonlighed kom i stormvejr i 2019, da det kom frem, at han skulle være far for fjerde gang.

Var ven af familien 

Familieforøgelsen var ikke med hans daværende hustru gennem næsten 30 år, Christina Nørby Ibsen, men med Signe Rossing, som havde været barnepige og ven af familien gennem mange år.

- Personligt vil jeg for eksempel godt love mig selv, at jeg aldrig mere vil være utro, siger Bubber i pressemeddelelsen fra Radio4 og tilføjer:

- Nu skal programmet jo ikke handle om mig. Men det er da klart, at mine erfaringer har været med til at gøre mig nysgerrig efter at blive klogere på emnet, og jeg håber, lytterne vil hjælpe mig, siger han.

Utroligt grænseoverskridende

Bubber opfordrer til en dybere og bredere snak om utroskab, selv om det kan være utroligt grænseoverskridende for den svigtede part.

- Jeg håber, folk vil ringe ind og dele deres erfaringer med utroskab. Om de har knust hjerter eller selv har fået knust hjertet, om hvornår man er utro, om der er regler for utroskab, om man kan tilgive, om man kan komme videre og om, hvordan man kan komme videre, siger han i pressemeddelelsen.

Bubber har selv lyttet til "Nattevagten" utallige gange. Nu er det hans tur bag mikrofonen og til at tage telefonen, når lytterne kan ringe ind.

Bubber, der har det borgerlige navn Niels Christian Meyer, er i dag gift med Signe Rossing. Parret venter deres andet fælles barn i 2023 og har begge tre børn fra tidligere forhold. (Arkivfoto).
Bubber, der har det borgerlige navn Niels Christian Meyer, er i dag gift med Signe Rossing. Parret venter deres andet fælles barn i 2023 og har begge tre børn fra tidligere forhold. (Arkivfoto).

- Det her er virkelige mennesker. Det er virkelige historier, vi hører råt for usødet. Intet er givet på forhånd, og det giver noget nerve. Samtidig sørger programmet også for, at de små stemmer bliver hørt.

- Stemmer fra mennesker, der måske ikke rigtigt passer ind i vores gængse rammer. Det er sådan noget, jeg brænder for, siger han i pressemeddelelsen.

Fremover vil der hver måned være en gæstevært på "Nattevagten", og Bubber er altså den første.

Du kan lytte til Bubber i "Nattevagten" klokken 00.00 til 02.00 natten til torsdag og igen natten til tirsdag den 7. februar på Radio4.

- Det er jo hverken særligt charmerende eller sympatisk, hvis man har været utro, lyder det fra Bubber. (Arkivfoto).
- Det er jo hverken særligt charmerende eller sympatisk, hvis man har været utro, lyder det fra Bubber. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS