Her lyser alarmen rød

Nogle steder står det helt generelt slemt til.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortalte på et pressemøde, at der sættes særligt ind i hovedstadsområdet. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

I en række kommuner omkring København skrues der op for testkapaciteten og den aktive smitteopsporing. Noget virker tilsyneladende slet ikke, for smittetallet for hovedstadsområdet er langt højere end gennemsnittet.

Det gælder også, hvis man ser isoleret på det såkaldte incidenstal, der angiver antallet af smittede per 100.000 indbyggere. Det er den lettest sammenlignelige metode, men det er klart, at det på grund af en række demografiske forskelle ikke kan sammenligne direkte.

På et pressemøde, der egentlig skulle handle om vaccineudrulning i Danmark, startede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) dog med netop at adressere udfordringen omkring hovedstaden. Han bekræftede i den forbindelse, at et særligt myndighedsfokus nu udvides til at gælde endnu flere kommuner i Region Hovedstaden.

– Vores myndigheder iværksætter en intensivering i de her kommuner, lød det. På den københavnske vestegn har en særlig gruppe arbejdet målrettet med smitte, og nu tilføjes endnu flere kommuner listen, som taskforce-gruppen arbejder med. Ballerup, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Herlev, København, Lyngby-Taarbæk og Tårnby tilføjes.

I øvrigt er smitten især udbredt blandt de 10 til 29-årige. Det er situationen over hele landet og altså også omkring hovedstaden. Det kalder ministeren direkte “bekymrende” på pressemødet.

Markant højere

Fælles for kommunerne er, at der den seneste uge alene er fundet, hvad der svarer til flere end omtrent 180 smittetilfælde per 100.000 indbyggere. I Dragør er der dog en blot tale om et incidenstal på knap 90 per 100.000. I toppen ligger Brøndby med en incidens på 311,9 tilfælde den seneste uge. Det svarer til 109 smittede i faktiske tilfælde.

– Der er forskel fra kommune til kommune, men generelt ser vi et højt antal nye smittede hver dag i det område af Danmark. Vi er på cirka 242 per 100.000 indbyggere i de kommuner. På landsplan er vi på 144, så man er altså væsentligt over, sagde Magnus Heunicke.

Taskforcen ledes af Styrelsen for Patientsikkerhed. Ideen er, at kommunerne får hjælp til at intensivere den lokale indsats, så det sikres, at smittede isolerer sig – og at opsporingen af potentielle smittede fungerer.

Ministeren sagde i øvrigt på pressemødet, at Danmark i gennemsnit tester mellem 70.000 og 80.000 mennesker for Covid-19 dagligt. Det tal bliver indenfor kort tid formentlig højere. I hvert fald gør kapaciteten.

I begyndelsen af december åbner et nyt laboratorium ved siden af Aarhus Universitetshospital i Skejby. Her kan Statens Serum Institut (SSI) foretage yderligere tests af de indkomne podninger fra danskere, der er blevet podet på et testcenter.

Powered by Labrador CMS