Her ligger politiet på lur i det gode vejr

Solskin og varmerekorder gør politiet nervøs. Nu holder de øje med udvalgte områder

Flere politikredse holder øje med at forsamlingsforbuddet ikke bliver brudt. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad er mere naturligt end at rykke ud i det gode vejr, nu hvor solen endelig står højt på himmelen?

To politikredse er bekymrede for, at det gode vejr kan lokke mange besøgende til udendørsarealer, og derfor er politiet særligt på vagt, så forsamlingsforbuddet bliver overholdt.

Det er både Fyns og Københavns Vestegns politi, der ligger på lur.

Tre på Fyn og et på Sjælland

Fyns Politi har valgt at oprette tre såkaldte hotspots. Det er steder, hvor man er klar over, at mange vil samle sig, og derfor har politikredsen valgt at være på forkant.

– I stedet for at vente til problemerne opstår, så har vi med vores erfaring i baglommen besluttet at oprette i alt tre hotspot i henholdsvis Odense og Svendborg. Placeringerne er udvalgt efter, at vi ved, det er er områder, hvor folk ynder at forsamle sig, når vejret er godt, siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

Københavns Vestegns politi har valgt gøre det samme, her er det dog kun Ishøj Havn, der er blevet et hotspot.

Skilte på havnen

Hos vestegnens politi har man også erfaringer med, at folk klynger sig sammen i det gode vejr. Derfor vil politiet både patruljere og sætte skilte op på havnen.

– Skal du arbejde på din båd eller i øvrigt nyde havnen i det gode vejr, så hold afstand til andre og klump jer ikke sammen. Det er alles ansvar at hindre smittespredningen til vores fælles bedste – og vi er parate til at udstikke bøder og forbud, hvis folk er for mange eller for tætte,” siger chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard.

Her holder politiet særligt øje

Sjælland:

Ishøj Havn

Fyn:

Munke Mose, Odense

Eventyrhaven, Odense

Christiansminde Strandpark, Svendborg

Powered by Labrador CMS