Her koster fast parkering 10 kr. om året

Lige under halvdelen af alle udstedte beboerlicenser i dansk by i februar måned kostede 10 kroner. SF og Enhedslisten vil hæve priserne.

Det er ikke alle, der er lige glade for de lave parkeringspriser i København. Genrefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

En flad ti-krone.

Det er alt, hvad knap 25.000 københavnere i februar betalte for at parkere deres bil med beboerlicens.

Det viser nye tal, som Center for Parkering i Københavns Kommune har trukket til TV 2 Lorry.

Ud af i alt 51.995 udstedte beboerlicenser i februar måned kostede 23.801 af dem 10 kroner.

Heraf udgjorde elbiler, brintbiler og el-motorcykler de 421, mens biler i energiklasse A+++, A++ og A+ tegnede sig for resten.

Parkeringspriserne i Københavns Kommune ændrede sig 1. januar i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2019. Mens det blev gjort meget billigt at parkere for nogle biler, betalte 13.138 biler i energiklasse C, D, E, F og G 1.575 kroner om året for parkering i februar måned.

Frygter for flere biler

Fungerende teknik- og miljøborgmester, Karina Vestergård Madsen (EL) frygter, at kombinationen af billigere biler generelt og billigere parkering vil føre til endnu flere biler, øget trængsel, luftforurening og udledning af CO2 i København.

– Det er den helt forkerte vej at gå, skriver hun i en mail til TV 2 Lorry.

De borgerlige partier med De Konservative i spidsen havde de billigere parkeringspladser med som krav til de afsluttende budgetforhandlinger sidste år.

Daværende teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), var ikke med i budgetaftalen.

Hun foreslog for et år siden i stedet at gøre parkeringstilladelserne 100 gange dyrere for at nå målet om at gøre København til verdens første CO2-neutrale hovedstad.

Det er alt for billigt

Fungerende teknik- og miljøborgmester, Karina Vestergård Madsen (EL), anerkender, at nogle mennesker til tider er afhængige af en bil, men mener, at det er alt for billigt at parkere.

Den nye metro er en god lejlighed til at sætte priserne op, skriver hun i en mail til TV 2 Lorry.

– Vi skal have flere københavnere til primært at bruge den kollektive transport og cyklen i hverdagen og så benytte delebiler, når der er et behov herfor, skriver hun.

SF og Radikale Venstre var med i budgetaftalen for 2019. Klaus Mygind sidder i teknik- og miljøudvalget for SF, og han siger i dag, at beboerlicenserne til ti kroner var et nødvendigt onde at nikke ja til for ikke at trække sig helt ud af aftalen.

– Men det er absurd, at vi har en beboerlicens til ti kroner. Det system er ikke bæredygtigt. Vi har et mål om at have færre biler i byen, det giver det her ikke incitament til, siger Klaus Mygind.

Han vil nu i de kommende budgetforhandlinger for næste år arbejde for højere priser på beboerlicenser og fremme forholdene for delebiler.

Hvor finder man et flertal?

Der tegner sig dog ikke umiddelbart et flertal for at sætte priserne op, da Socialdemokratiet tirsdag siger til TV 2 Lorry, at man hverken vil afvise at sætte priserne op eller afvise at beholde de nuværende takster.

– Vi skal altid kigge på, hvordan vi indretter vores licenser, men det er vigtigere at se på, hvordan vi får færre til at tage bilen og flere til at bruge cykel eller offentlig transport, siger det socialdemokratiske medlem af teknik- og miljøudvalget Marcus Vestergren.

John Andersen, ph.d. & mag.scient.soc ved Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet, siger, at differentierede afgifter kan få folk til at ændre adfærd.

– Hvis folk alligevel er i gang med at skifte bil, kan den her overvejelse komme ind. Det her system kan skubbe til at tage det bæredygtige valg, siger trafikeksperten til TV 2 Lorry.

Han mener dog ikke, at de lavere priser ligefrem kan få folk til at sælge bilerne og udelukkende benytte andre transportformer. Dertil er bilens praktiske værdi i hverdagen for stor.

I februar måned betalte københavnerne samlet set lidt over 30 millioner kroner for beboerlicenser.

Powered by Labrador CMS