Her kommer nyt om gravide og vacciner
Onsdag vil Sundhedsstyrelsen komme med nye retningslinjer for vaccination af gravide og ammende
Onsdag vil der komme nye retningslinjer for vaccination af gravide og ammende, oplyser Sundhedsstyrelsen.
På nuværende tidspunkt bliver gravide og ammende ikke tilbudt vaccinen mod coronavirus, fordi vaccinen ikke er godkendt til den gruppe.
Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) har tidligere udtalt, at fordelene ved at vaccinere gravide og ammende klart opvejer ulemperne.
Bør være tilvalg
Flere politikere har også sagt, at de mener, at Sundhedsstyrelsen bør opdatere deres retningslinjer.
Mette Abildgaard, der er politisk ordfører hos De Konservative har blandt andet sagt, at der bør indføres en tilvalgsordning, så de gravide og ammende selv kan bestemme, om de vil vaccineres.
Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, har udtalt, at han mener, at man bør kigge på vaccination af gravide og ammende igen, men at Enhedslisten er imod en tilvalgsordning.
Vaccinerer gravide
9. juli fortalte Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, at man i ugen efter ville holde et møde, hvor vaccination af gravide og ammende ville være på dagsordenen, og at man håbede at kunne træffe en beslutning derefter.
- Der er ingen tvivl om, at Sundhedsstyrelsen ønsker, at flest muligt over 12 år bliver vaccineret, og det gælder også kvinder i den fødedygtige alder, sagde hun 9. juli.
I en række andre europæiske lande - eksempelvis Storbritannien og Sverige - vaccinerer man gravide.
Sundhedsstyrelsen kan ikke sige, hvornår på dagen de nye retningslinjer bliver udgivet.