Her kommer nyt krav om mundbind
Fra søndag gælder krav om mundbind eller visir på videregående uddannelser. Det oplyser ministerium
På videregående uddannelser vil der blive indført krav om mundbind eller visir. Tiltaget gælder fra søndag 19. december.
Det har regeringen fået Epidemiudvalgets opbakning til. Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet fredag eftermiddag.
Kravet vil gælde for ansatte og studerende samt for besøgende indendørs.
Det gælder ved "færden på fællesarealer, for eksempel i kantiner, men ikke i forbindelse med undervisning og eksamen". Det skriver ministeriet.
Ikke når man spiser
Mundbind eller visir kan i øvrigt fjernes helt, hvis man har "en anerkendelsesværdig årsag" til det. Det gælder for eksempel, hvis man spiser eller drikker.
Ministeriet opfordrer derudover til, at eksamener fra januar afholdes virtuelt. Der opfordres også til, at undervisning bliver gennemført i faste hold.
Pressemøde fredag
Meldingen kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag klokken 14.00 varslede en række restriktioner. Det skete i selskab med sundhedsmyndighederne og sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
De restriktioner besluttede Folketingets Epidemiudvalg på et møde senere fredag at gøre til virkelighed. Restriktionerne gælder frem til 17. januar.
Baggrunden for restriktionerne er stærkt stigende smittetal. Derudover henviser regeringen til den usikkerhed, som omikronvarianten har skabt.
Fredag blev der slået rekord, når det gælder antallet af smittede.
Således fik yderligere 11.194 personer i Danmark besked om, at de var blevet testet positive for coronavirus.