Her kan Peter Madsen flyttes hen

Peter Madsen kan afsone i Storstrøm, Nyborg eller Ennermark Fængsel i stedet, påpeger formand John Hatting.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at drabsdømte Peter Madsen tirsdag formiddag truede sig ud af Herstedvester Fængsel i Albertslund, vil han formentlig få et nyt hjem bag tremmer.

Det vurderer John Hatting, der er landsformand i Kriminalforsorgsforeningen. Foreningen repræsenterer civilt ansatte i fængslerne såsom lærere, pædagoger, socialrådgivere og psykologer.

Han fortæller, at Kriminalforsorgen med det samme kan gå ind og se på Peter Madsens afsoningsforhold. Der er altså ikke brug for at afvente en eventuel dom for flugtforsøg.

John Hatting kan ikke sige det med sikkerhed, men han vurderer, at Peter Madsen ikke kommer tilbage til Herstedvester foreløbig.

– Min umiddelbare vurdering er, at der vil gå en rum tid – altså en række år – hvis det overhovedet kommer på tale, siger John Hatting.

Mister frihedsrettigheder

Han fortæller videre, at der vil være særligt fokus på Peter Madsen i lang tid fremover.

– Han vil få langt færre frihedsrettigheder internt i fængslet. Hans mulighed for at deltage i de aktiviteter, der er, vil blive underlagt al den sikkerhedskontrol, der kan lade sig gøre.

– Det bliver simpelthen møgsur afsoning for ham. Min vurdering er, at det bliver rå, kedelig afsoning for ham i lang tid fremover, siger John Hatting.

John Hatting fortæller, at det er almindeligt at flytte en indsat efter en flugt.

– Der kan være alt det uudtalte, et psykologisk spil mellem den ansatte og indsatte. Det er der ingen grund til at puste unødigt til.

– Så det er en del af en helt almindelig professionel håndtering af en fangeflugt, at man ikke kommer tilbage til det samme, siger han.

Peter Madsen er idømt livstid for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall i 2017.

Disse fængsler kan håndtere ham

John Hatting fortæller, at der er flere andre fængsler, der også kan håndtere livstidsdømte som Peter Madsen. Det kan være Storstrøm Fængsel på Falster, Nyborg Fængsel og Ennermark Fængsel uden for Horsens.

– De er vant til bandemedlemmer, rockere og andre hærdede kriminelle, siger John Hatting.

Ved flugten gjorde Peter Madsen brug af et bombelignende bælte og en pistollignende genstand til at true sig ud af fængslet.

John Hatting mener umiddelbart, at personalet har håndteret det korrekt.

– Det er min umiddelbare vurdering, at personalet har gjort alt rigtigt. Man skal ikke risikere liv og lemmer for at gå på arbejde, siger han.

Peter Madsen nåede at være på fri fod i cirka fem minutter, før han blev anholdt af politiet. Da var han netop sprunget ind i en hvid varevogn, hvor der sad en chauffør, som dog ikke vurderes at have noget med flugten at gøre.

Powered by Labrador CMS