Her kan du spare penge på økologi
Lavere priser er noget, der kan lokke forbrugerne til de økologiske hylder. Flere supermarkeder er begyndt at sænke priserne.
Hvad kunne få dig til at handle mere økologisk?
Hvis dit svar er “lavere priser”, er du langt fra alene. I en rundspørge, som analysebureauet Wilke har lavet for Newspaq, svarer 70 procent af danskerne, at de ville hælde mere økologi i deres indkøbskurv, hvis det var billigere.
Ifølge Ann Lehmann Erichsen, som er forbrugerøkonom i Nordea, går kun otte procent af vores madbudget til økolog, og det skyldes priserne.
– Mange vælger netop økologisk kød fra, fordi prisforskellen er så stor. Men hvis det bliver billigere, vil flere danskere tage økologien hurtigere til sig, siger hun til Newspaq.
At lavere priser på økologi er attraktivt, er begyndt at gå op for supermarkederne, der i stigende grad sætter varerne i tilbudsavisen.
Et af dem er discountkæden Kiwi, der i år har skåret 20 procent af prisen på økologisk oksekød og svinekød. Som Kiwi-kunde betyder det, at en pakke økologisk oksekød, der før kostede 35 kroner, nu kan fås til 28 kroner.
Sidste år skar Kiwi desuden 20 procent af prisen på alt frugt og grønt, og tilsammen har prisnedsættelserne gjort en markant forskel, forklarer kædedirektør, Carsten Hansen.
– Det har fordoblet omsætningen på økologi lige med det samme, siger han til Newspaq.
Kiwi er dog langt fra de eneste, der sænker priserne på økologi. Blandt andet har Føtex indført 25 procents rabat på økologi den første weekend i måneden. Derudover vil Coop, der blandt andet driver SuperBrugsen, Kvickly og Fakta, over de kommende fem år bruge omkring en milliard kroner på at sænke priserne på økologi.
Ann Lehmann Erichsen har undersøgt, hvordan man kan leve mere økologisk uden at bruge flere penge. Her er hendes råd til, hvordan du får mest for pengene, når du køber økologisk:
1. Køb sæsonens mad- og råvarer. I efteråret og om vinteren kan du eksempelvis købe gulerødder, pastinakker og knoldselleri og med fordel vente til sommer med at købe tomater og agurker.
2. Brug flere grøntsager i stedet for kød. De er billigere, mættende og sunde – dermed får du mere for pengene ved at købe økologiske grøntsager frem for kød.
3. Køb mindre slik, is, sodavand, øl og vin og prioriter i stedet økologi. Hvis du skærer de usunde ting fra, kan du købe økologisk og stadig holde dig inden for budgettet.
Newspaq