Her kan du blive fyret for at rejse ud
Andre steder kan du ryge i karantæne for egen regning.
Rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet er – som navnet antyder – blot vejledninger. Det er ikke ensbetydende med, at man som dansker ikke må rejse til de lande, vejledningerne angår.
Det kan dog få alvorlige personlige konsekvenser, hvis man vælger at trodse myndighedernes vejledninger. I nogle jobs kan man sågar blive fyret – længere nede i artiklen kan du læse om hvilke.
I andre jobs kan man eksempelvis blive tvunget i 14 dages karantæne efter endt rejse – selvbetalt.
For nuværende rådes danskere til at undgå alle lande undtagen Tyskland, Island og Norge.
Mange vil gerne rejse
Næsten hver tiende dansker udelukker ikke, at de kan finde på at tage på sommerferie til et af de lande, som Udenrigsministeriet ellers fraråder at rejse til.
Det viser en måling, som Kantar Gallup har lavet for forsikringsselskaberne Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.
Målingen er foretaget blandt 1001 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.
Ni procent svarer, at de i løbet af sommeren 2020 godt kan finde på at rejse til et land, som Udenrigsministeriet af frygt for smitte med coronavirus fraråder ikke-nødvendige rejser til.
For seks procents vedkommende er det dog kun lande inden for EU, de kan finde på at rejse til.
Her kan du blive fyret
Ifølge DR risikerer kommunalt ansatte, der trodser Udenrigsministeriets rejsevejledninger, en fyreseddel.
Det fremgår af retningslinjer fra Kommunernes Landsforening.
Blandt andre Fagbevægelsens Hovedorganisation, som repræsenterer cirka 1,3 millioner lønmodtagere, bakker op om KLs retningslinjer:
– Det er fornuftigt, at man på forkant har informeret medarbejderne, så der ikke er noget at være i tvivl om, siger advokat i organisationen Jeppe Brink Wahl til DR.