Her har I mig tilbage
Lars Løkke skriver, at han ser frem til onsdag at fortælle, hvad SVM-regeringen er blevet enige om
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har tirsdag fuldført sit politiske comeback.
Den kommende nye SVM-regering bliver med deltagelse af hans nye parti, Moderaterne.
Det oplyste kommende statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften på Amalienborg.
Allerede tilbage i valgkampen til folketingsvalget i 2019 luftede Lars Løkke første gang sin idé om en bred regering.
Åbnede døren på klem
- For snart fire år siden åbnede jeg døren på klem. Til det brede samarbejde henover midten. For Danmark er bedre tjent med samarbejde og kompromiser end ultimative krav, skriver Lars Løkke på Facebook.
- Derfor glæder jeg mig virkelig til at fortælle om alt det, vi sammen har arbejdet på. Alt det, vi nu er enige om at samarbejde om.
Det får han lejlighed til onsdag, hvor der klokken 12 afholdes et pressemøde. Her vil Mette Frederiksen, Lars Løkke og Jakob Ellemann-Jensen (V) fortælle nærmere om det nye regeringsgrundlag.
Først torsdag vil den nye regering blive officielt præsenteret på Amalienborg heriblandt det nye ministerhold.