Her har flyvevåbnet tidligere været sendt ud
Danmark har tidligere haft fly og helikoptere udsendt til diverse krigszoner. Se her, hvor:
Det danske luftvåben er jævnligt involveret i forskellige operationer i udlandet. Her kan du få overblikket over, hvor helikoptere og fly har været udsendt siden Anden Verdenskrig:
* 2014: Et Hercules-fly inklusiv livvagter og logistisk personale skal udsendes til Irak, hvor til det skal transportere nødhjælp til irakere, der er fordrevet fra sit hjem af den islamistiske gruppe Islamisk Stat. Transportflyet skal formentlig også transportere våben.
* 2013: Et Hercules-fly inklusiv støttepersonel skal udsendes til Mali, hvor Frankrig har iværksat en militær operation for at fjerne islamistiske oprørsstyrker.
* 2012: Danmark har helikoptere udsendt i forbindelse med indsatsen mod pirateri ud for Somalias kyst. Her har ligeledes været udsendt et overvågningsfly.
* 2011: Fire F-16-fly deltager i den USA-ledede koalitions forsøg på at undgå overgreb mod civile i Libyen. Indsatsen er senere med til at føre til præsident Muammar Gaddafis fald.
* 2001-2013: Danmark deltager i krigen i Afghanistan med først seks F-16-jagere og siden både Fennec-helikoptere og et Hercules-transportfly.
* 2007: Der er udsendt fire Fennec-helikoptere til indsats i Irak.
* 2004-2009: Danske F-16-jagere deltager jævnligt i overvågningsopgaver ved Litauen og Island.
* 2005-06: Et Hercules-transportfly har været udsendt til at transportere nødhjælp i Pakistan og i forbindelse med tsunamien i Sydøstasien.
* 2001-02: Tre Fennec-helikoptere er udsendt i Makedonien.
* 1998-2000: Ni F-16-fly er med til at bombe serberne under den lange konflikt i det tidligere Jugoslavien. Operationen er ledet af Nato.
* 1960: Danmark sender Sikorsky-helikoptere til indsats i den congolesiske borgerkrig.
/ritzau/