Her forsvinder Susannes kæreste eje
Dannis mor fik stjålet sit kæreste eje; En ladcykel, som hun havde fået af sine fem sønner.
Et opslag på Facebook omkring en forsvundet cykel har fået et hav af delinger og kommentarer.
Om den kommer tilbage, står hen i det uvisse. At manden bag opslaget er blevet mødt af danskernes kærlighed og forståelse er til gengæld helt sikkert.
Artiklen fortsætter under videoen
Normalt står Susannes Nihola ladcykel trygt og sikkert bag lås og slå i en overvåget cykelparkering på Vesterbro i København.
Meget få gange er det sket, blandt andet, hvis hun lige skal lufte sin hund og så afsted igen, at den bliver låst fast til et cykelstativ for et par timer.
Det skete mandag eftermiddag. Det har kostet hende en cykel, der i alt står i knap 50.000 kroner.
Nu har hendes søn – i håbet om at få cyklen tilbage – delt billeder af den mand, der angiveligt har taget den.
En ekstra fin julegave
Danni Krogsbøll og hans fire brødre driver Brdr. Krogsbøll Flytteforretning. For knap to år siden skillingede de sammen og gav deres mor en ekstra fin julegave; en ladcykel, brugt, godt nok, men alligevel til den nette sum af 25.000 kroner.
Den cykel har Susanne brugt stort set dagligt som sit primære transportmiddel – blandet andet til at besøge sine børn og børnebørn.
Mandag aften opdagede en tilfældig forbipasserende, at en mand stod og rodede med den tykke kæde, som cyklen var fastgjort til cykelstativet med.
– Han står og siger: “Der er nogen, der har lånt min cykel”, fortæller Danni Krogsbøll til Newsbreak.dk.
På trods af, der nu står to personer og kigger på manden, der står med noget, der ligner en vinkelsliber og mosler med kæden, fortsætter han ufortrødent sit forehavende.
Han får låst cyklen op, kaster sig op på den og tramper i pedalerne.
Hurtig reaktion
Det ene af vidnerne griber sin telefon og løber efter manden, mens han tager billeder af ham, på trods af, han bliver truet med den genstand, der blev brugt til at skære kæden over.
Den anden løber hen til nærmeste opgang og med håndfladen trykker på alle knapperne på kaldeapparatet.
– Han spørger, om der er nogen, der har fået stjålet en cykel, siger Danni.
Der var der; nemlig Dannis mor.
– Hun ringer og fortæller grædende, hendes cykel er blevet stjålet, siger Danni.
Imens er det jagtende vidne kommet tilbage og sender billederne af manden på cyklen til Dannis mor. Der igen sender dem videre til sin søn.
– Det første, jeg gjorde var at melde det til politiet, siger Danni, der som så mange andre er klar over, at etatens ressourcer til at efterforske cykeltyverier kan være noget begrænsede. Han vælger derfor at lægge billederne og relevante oplysninger op på sin Facebook-profil.
“Jeg håber, nogen kan kende manden, så vi kan få byttet cykler og mor igen kan komme rundt i byen”, skrev han blandt andet.
Mange henvendelser
Dannis historie blev hurtigt delt, samtidig flød både kommentarfeltet og hans private indbakke over med henvendelser.
– En skrev, han sad ved en tatovør og blev tilbudt cyklen for 2.000 kroner – et kvarter efter, den forsvandt, fortæller Danni.
I alt har han fået i omegnen af 100 henvendelser med bud på, hvem manden er.
– 80 af dem går på den samme mand, siger Danni, der også fortæller, at han er navngivet.
Opslaget i sig selv er i skrivende stund blevet delt 2.400 gange.
Oplysningerne vil han gerne give videre til politiet, men han bliver i telefonen bedt om at møde op personligt. Det betyder, han må vente, til forretningen lukker klokken 17 – men sådan må det være. På trods af, han har navnet og kendte opholdssteder, er Danni helt klar i spyttet:
– Det er jo en sørgelig person. Nu må politiet tage over.
Stor sympati
Danni både glæder sig – og er overvældet over – den store sympati, der er strømmet i hans og moderens retning.
Han er langt fra overbevist om, at cyklen nogensinde vender tilbage. At moderen er forsikret, er en ringe trøst. Der er lige sat nye batterier på cyklen til 8.000 kroner, så forsikringsbeløbet kommer næppe til at kunne dække en ny cykel.
Danni Krogsbøll håber at få Susannes cykel tilbage.
– Det har ramt hende hårdt. Det er hendes kæreste eje, siger Danni.
“Bare cyklen kommer tilbage”
At få fat i personen, der kørte afsted på cyklen, betyder knap så meget for ham.
– Men det kan være, han springer en cykel over i aften, som Danni udtrykker det.
Cyklen er altså en Nihola ladcykel. Den har stelnummer NH305580.
Har du oplysninger om cyklen, kontakt Københavns Politi. Du kan også sende en mail til: redaktion@newsbreak.dk.
OBS: Newsbreak.dk har sløret billedet af den formodede cykeltyv.