Her får København en ny cykelbro
Ny cykel- og gangbro skal bygges nord for Langebro
Realdania og Københavns Kommune vil sætte gang i byggeprojektet, der skal føre til, at København får en ny cykel- og gangbro til Amager. Den nye bro kommer til at forbinde Bryghusgrunden ved Vester Voldgade og Langebrogade på Amagersiden. Designet af broen skal findes gennem en arkitektkonkurrence. Den nye bore forventes at stå færdig i 2018.
Broen er en gave fra Realdania, der gerne vil være med til at udvikle de rekreative kvaliteter og tilgængeligheden i den centrale del af Københavns Havn. Københavns Kommune har haft en ny cykelforbindelse ved Langebro i kommuneplanen siden 2001.
Skal aflaste Langebro
– Vi skal sikre, at København er en god by at bevæge sig rundt i. Derfor er vi godt i gang med at binde byen sammen med mere metro og flere broer over havnen, så København kommer til at fungere bedre i hverdagen. Derfor er jeg meget glad for gaven fra Realdania, siger overborgmester Frank Jensen i en pressemeddelelse.
Den nye bro kommer til at koste mellem 90 og 120 millioner kroner at opføre. Kommunen forventer, at mange af de cyklister, der i dag benytter Langebro i stedet vil køre over den nye bro. Den daglige cykeltrafik over Langebro er steget fra 22.000 i 2009 til 35.000 i 2013. I samme periode er cykeltrafikken over Bryggebroen steget fra 7.500 til knap 10.000. Det forventes, at den nye bro får mellem 6.000 og 10.500 gående og cyklende trafikanter om dagen.
Broen bliver en del af Det Grønne Cykelrutenet og ”Havneruten”. Faktisk kommer broen til at ligger hvor den oprindelige Langebro lå fra slutningen af 1600-tallet og indtil begyndelsen af 1900-tallet.
– Når cyklister i dag skal krydse havnen, må de enten køre over den bilfyldte Langebro eller leve med trængslen på cykelstierne over Knippelsbro. Nu får cyklisterne endnu en cykelbro, der samtidig gør det muligt at skifte de mange biler på H.C. Andersens Boulevard ud med Vester Voldgade, hvor der summer af liv i stedet for motorstøj, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.
Administrerende direktør i Realdania, Jesper Nygård forklarer, at broen ligger i naturlig forlængelse af de andre projekter, Realdania er i gang med at bygge i området.
– Realdania vil gerne bidrage til at udvikle tilgængeligheden og de rekreative kvaliteter langs med og på tværs af havnen, tæt ved Langebro og vores projekt på Bryghusgrunden. Ved at etablere en cykel- og gangbro får vi samtidig de bløde trafikanter ned i øjenhøjde med byen og vandet. Projektet ligger naturligt i forlængelse af Realdanias formål om at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø – i dette tilfælde ved at bidrage til udviklingen af nye forbindelser på langs og på tværs af København, siger Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania om projektet.