Her får du mest sol for ferie-pengene
For at være sikker på at få sol og varme i sommerferien, skal man vende snuden mod middelhavsområdet
Cirka 350.000 danskerne rejser sydpå i sommerferien. Middelhavsområdet er det mest populære rejsemål. Og det er med god grund: Forskellen på sommeren i Danmark og i de populære ferielande ved Middelhavet er til at tage og føle på. Selv om den danske sommer var god sidste år, taler mange års vejrstatistik sit tydelige sprog: i juli måned skinner den ”danske” sol i gennemsnit 6,3 soltimer pr. dag, og temperaturen ligger på 19-20 grader. På Cypern kan man i juli dagligt glæde sig over 12 soltimer og 32 graders varme.
– Vejret har en stor indvirkning på vores gæsters samlede vurdering af deres ferie. Dårligt vejr kan ødelægge oplevelsen af selv den bedste ferie. Vi beder derfor hver sommer vores gæster give deres ferievejr karakter på en skala fra 0 til 5, fortæller kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.
Og tendensen er klar: år efter år finder danskerne det bedste sommervejr i landene i den østlige del af Middelhavet. Her er Spies-gæsternes feriekarakterer i den seneste måling (sommeren 2014 på en skala fra 1 til 5):
1. Hurghada (4,86)
2. Bodrum (Tyrkiet) (4,82)
3. Cypern (4,81)
4. Gran Canaria (4,80)
5. Rhodos (4,79)
6. Kos (4,76)
7. Dalaman (Tyrkiet) (4,76)
8. Alanya (4,71)
9. Tenerife (4,67)
10. Kreta (4,61)