Her er værterne for Charlies Revygalla
TV 2 Charlie er kendt for hygge og gode grin – og det bliver der masser af, når kanalen hylder den stolte, danske revytradition ved et storslået show.
Når ‘Charlies Revygalla’ søndag den 31. august i Cirkusbygningen i København hylder den danske revyscene, får Jarl Friis-Mikkelsen i år selskab af skuespilleren Anne Sofie Espersen som sin medvært.
Da den populære skuespiller, der blandt andet er kendt fra ‘Live fra Bremen’, ‘Vild med dans’ og en lang række film og tv-serier, blev tilbudt værtsrollen, takkede hun straks ja.
– Jeg har kendt Jarl, siden jeg blev færdiguddannet fra Skuespillerskolen. Han skaffede mig mit første job i underholdningsbranchen, så da Jarl spurgte, om jeg ville med, var jeg ikke i tvivl. Jeg skylder ham det jo, siger Anne Sofie Espersen med et smil på læben.
Hun holder meget af den danske revytradition, som hun stiftede bekendtskab med i en tidlig alder:
– Jeg er vokset op med revyen og har trådt mine barnesko i Hjørring Revyen, hvor min faster, Birgit Conradi, i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var en fast del af holdet, fortæller Anne Sofie Espersen.
Bodil Jørgensen, Ditte Gråbøl og Niels Ellegaard er blandt de nominerede
Det er andet år i træk, TV 2 Charlie holder ‘Charlies Revygalla’, hvor revystjerner og revyelskere kan samles om et storslået show med den populære, danske kulturtradition som midtpunkt. Publikum kan se frem til en sjov aften med det bedste fra revyen krydret med musik og humoristiske indslag.
I løbet af showet bliver der uddelt fem priser: ‘årets talent’, ‘årets parodi’, ‘årets kvindelige kunstner’, ‘årets mandlige kunstner’ og ikke mindst ‘Charlie Specialprisen’, der gives til den revy, der har gjort sig særligt bemærket for sin originalitet og kvalitet.
De nominerede fik besked i mandags, og listen tæller blandt andre Anne Herdorf, der er nomineret for årets kvindelige kunstner, Niels Ellegaard for årets mandlige kunstner, Ditte Gråbøl for årets parodi og Bodil Jørgensen for årets talent.
’Charlies Revygalla’ bliver vist søndag 7. september på TV 2 Charlie.