Her er universets smukkeste kvinde
Det næste år tilhører titlen som Miss Universe filippineren Catriona Gray, som var bookmakernes favorit.
Catriona Gray fra Filippinerne vinder skønhedskonkurrencen Miss Universe 2018. Det skriver konkurrencen på sin Twitter-profil.
Skønheder fra 93 andre lande måtte se skuffede til, da den 24-årige filippiner, som flere bookmakere havde som favorit, blev udråbt til årets Miss Universe ved søndagens show i Thailands hovedstad, Bangkok.
Det er fjerde gang, at Filippinerne vinder den internationale skønhedskonkurrence.
På andenpladsen kom sydafrikanske Tamaryn Green, som blev efterfulgt af Sthefany Gutiérrez fra Venezuela på tredjepladsen.
Den danske deltager, 22-årige Helena Heuser, kvalificerede sig ikke til top 20.
Årets vinder er tv-vært, sangerinde og model. Hendes mærkesager er blandt andet bedre forhold for personer, der lider af hiv og aids, oplyser konkurrencen på sin hjemmeside.
Ved årets konkurrence har unge kvinder fra i alt 94 lande deltaget, hvilket er et rekordhøjt antal. Sidste år deltog 92 kvinder, hvilket også dengang slog rekord.
Transkønnet finaledeltager
Det er i år første gang, at en transkønnet deltager har været med i opløbet om titlen som Miss Universe. Det var den 27-årige Angela Ponce fra Spanien.
Konkurrencen har været åben for transkønnede, siden en canadisk deltager blev diskvalificeret i 2012, fordi hun ikke genetisk var født som kvinde.
Derudover er alle syv medlemmer af Miss Universe-komitéen for første gang besat af udelukkende kvinder.
Skønheder siden 1952
Miss Universe er drevet af Miss Universe Organization og blev første gang afholdt i 1952. Miss Universe er ejet af to medieorganisationer.
Fra 1998 til 2015 var Miss Universe Organization ejet af USA’s nuværende præsident, Donald Trump.
Blandt andre skønhedskonkurrencer findes Miss World, der har eksisteret siden 1951 og er den ældste skønhedskonkurrence.
Derudover findes skønhedskonkurrencen Miss Earth, der blev startet i 2001 som et forsøg på at øge fokus på miljøet.