Her er udenrigsministeriets vejledning til danskere der skal til Barcelona
Et angreb på Barcelonas populære turiststrøg ændrer ikke ved Udenrigsministeriets rejsevejledning.
Selv om et af de absolut mest besøgte turistmål i Spanien blev ramt af et angreb torsdag aften, så er der ingen grund til at holde sig væk.
En varevogn påkørte en menneskemængde på strøget La Rambla i Barcelona.
Men danske turister kan fortsat trygt rejse til Spanien og Barcelona, lyder det fra Udenrigsministeriets Borgerservice.
Her har man torsdag aften og natten til fredag været i kontakt med mange danske rejsende i den spanske storby.
Meldingen er fredag morgen, at to danskere er blevet lettere såret i forbindelse med angrebet. Fredag morgen er 13 bekræftet døde, og over 100 er såret.
OVERBLIK: Det ved vi om angrebet i Barcelona
Der er dræbte og adskillige sårede, efter at en varevogn har påkørt en menneskemængde i det centrale Barcelona torsdag eftermiddag.
Her er et overblik over de foreløbige oplysninger om angrebet i Barcelona.
Hvad er der sket?
- Omkring klokken 17 bragede en varevogn ind en menneskemængde i det centrale Barcelona. Ifølge politiet var det en hvid varevogn, der kørte op på fortovet og ramte adskillige.
- Hændelsen skete på den travle gågade La Rambla tæt på den centrale plads Placa Catalunya. Vidner fortæller om kaos og panik, mens folk forsøgte at flygte.
- Ifølge den spanske avis El País har politikilder sagt, at mindst én person flygtede fra varevognen til fods.
- Redningstjenesten kom kort tid efter til stedet og spærrede området af. Metrostationer i området blev lukket, og folk blev rådet til at holde sig væk.
- Kort før klokken 18 meldte politiet ud, at der er tale om et terrorangreb.
Hvem er mistænkt?
- Politiet har anholdt to personer, som mistænkes for at stå bag angrebet. Den ene er spansk statsborger fra enklaven Melilla, og den anden er marokkaner. Ingen af de anholdte er mistænkt for at have kørt selve varevognen.
- Et vidne har fortalt den spanske tv-station TVE, at han så føreren af varevognen, da den standsede.
- Det var en person i 20’erne, han var meget ung, brunt hår, slankt ansigt, fortæller kilden.
- Spansk politi har fundet en anden varevogn, der menes at være forbundet til angrebet i Barcelona. Bilen er fundet i den spanske by Vic, der ligger nord for Barcelona.
- Politiet oplyser, at en bilist, der har påkørt to betjente ved en kontrolpost, er skudt og dræbt. Det er ikke klart, om det hænger sammen med påkørslen på La Rambla.
- Flere medier berettede om, at det spanske politi torsdag aften forhandlede med mindst én bevæbnet gerningsmand, som har taget gidsler og barrikaderet sig på et tyrkisk spisested. Det har politiet afvist.
- Islamisk Stat hævder at stå bag angrebet, skriver Amaq, som er den militante gruppes nyhedsbureau.
Hvad oplyser myndighederne?
- Der er torsdag aften forskellige meldinger om antallet af sårede. 13 er bekræftet døde af myndighederne, mens 100 er såret. Man forventer, at dødstallet stiger.
- Én af de omkomne i angrebet er fra Belgien, oplyser den belgiske udenrigsminister på Twitter.
- To danskere er blandt de sårede, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice. De er begge kun kommet lettere til skade.
- Der er erklæret tre dages sorg i Catalonien.
Kilder: Reuters, AFP, TT
/ritzau/
Ifølge Borgerservice er der ikke et centralt overblik over, hvor mange danskere der befinder sig i byen.