Her er sol-myten, der giver dig hudkræft

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hører du til dem, der tyvstarter ferien i solariet, udsætter du måske dig selv for flere skadelige stråler, end andre danskere.

Du kender det sikkert godt. Vinteren har været lang, huden er bleg og hjernen skriger på solferie. Når ferien sydpå nærmer sig, vælger en del danskere at snuppe nogle ture i solariet for at forberede kroppen på sydens solstråler.

Men den forberedelse gør mere skade end gavn, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens Solkampagne.

– Forbruning er den største sol-myte, der findes. Mange tror fejlagtigt, de beskytter sig mod hudkræft og modermærkekræft, hvis de tager solarium inden de rejser på solferie, men beskyttelsen er meget lille og står ikke mål med den kræftrisiko, der er ved solariebrug, siger Anne Bach Waagstein, der er presseansvarlig i Solkampagnen.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens Solkampagne øges risikoen for modermærkekræft med 20 procent, hvis man går i solarium. Solariebrug før 35-års-alderen øger risikoen med 60 procent.

På Bispebjerg Hospital er Hans Christian Wulf læge og professor inden for dermatologi. Han er om nogen godt inde i solrådene, og han har også hørt myten før.

– Men at tro, at forebyggende sol beskytter mod fremtidig sol, er forkert, siger han. Hans Christian Wulf forklarer, at solariet blot skader huden på forhånd.

Tager man sol omkring ni til 10 gange i måneden op til, man rejser på ferie, så reducerer man måske 50 procent af skadevirkningen fra solstrålerne på ferien. Men skadevirkningerne fra turene i solarium er ofte værre, og derfor er der i sidste ende ingen beskyttelse, man har blot fået skadevirkninger fra både solarium og sol.

– Så det har ingen gavnlig virkning at tage solarium før ferien, slår Wulf fast.

Og hvis man ikke er typen, som ligger og steger i solen flere timer om dagen på ferien, så er skadevirkningen fra solariet faktisk højere, end den stråling man når at samle sammen på ferien.

Anne Bach sammenligner den brune farve fra solariet med sovsekulør på huden.

– Sidst på sommeren har de fleste opbygget en naturlig pigment, der rent faktisk beskytter huden mod solstrålerne, men denne beskyttelse er opnået ved lav intensitet over lang tid og vi anbefaler ikke at man “skyder genvej” via den højintense stråling i solariet, siger Anne Bach Waagstein.

I solariet får huden primært UVA-stråler, mens solen udsender både UVA- og UVB-stråler. UVB-strålerne gør huden tykkere, mens UVA-strålerne gør huden brun. Begge dele har beskyttende effekt på huden.

Ophold i sol eller solarium kan begge dele føre til hudkræft eller modermærkekræft, men Anne Bach oplever, at landets hudlæger melder om en stigende andel modermærkekræft, der opstår steder, hvor vi normalt har tøj på. Både placeringer og former på hudkræften indikerer, at det er højintensiv uv-stråling, som ved solariebrug og solbadning, der har skabt de mange kræfttilfælde.

Netop derfor anbefaler Kræftens Bekæmpelse også et helt stop for solarium. Ikke kun inden ferien, men altid.

Fakta:

Her er de farligste solmyter:

– Solarium før ferien beskytter mod solen

– Man skal først smøre solcreme på, når huden begynder at blive rød

– En smule solcreme er nok til hele kroppen

– Du skal blive rød for at blive brun

– Solen er kun farlig mellem 12 og 15

Kilde: Anne Bach og Hans Christian Wulf

Newspaq

Powered by Labrador CMS