Her er landsholdets nye trøje
Når det danske fodboldlandshold – forhåbentlig – skal spille EM i Frankrig til næste sommer, bliver det i en spritny trøje.
Adidas overtog det danske landsholds spilletøj i 2004, og siden er det blevet til syv forskellige designs. Nu er det nyeste offentliggjort.
Det betyder også, at det (forhåbentlig) bliver den trøje, det danske fodboldlandshold skal forsøge at gøre landet ære i, når EM i Frankrig i sommeren 2016 sparkes i gang. I første omgang får trøjen dog debut i de – for EM – afgørende playoff-kampe mod Sverige.
Nye detaljer
Den opmærksomme læser vil se, at der er sket graverende ændringer i forhold til tidligere Adidas-trøjer.
For eksempel er det første gang, de klassiske Adidas-striber ikke er placeret på trøjens ærmer. Derudover præsenteres trøjen i følgeskab af et par røde shorts. Disse kan dog ændres afhængig af modstanderen.
– Vi har glædet os rigtig meget til at præsentere den nye landsholdstrøje, der i designet også rummer vores fortælling ’En Del af Noget Større’. Jeg håber, at vi i den nye landsholdsdragt kan få en god start mod svenskerne og kvalificere os til EM, siger Katja Moesgaard, kommerciel direktør hos DBU, i en pressemeddelelse.