Her er landets sjoveste vejnavne

Bollen, Blindgyden og Bæveren og er nogle af de navne, der fremhæves som blandt de sjoveste

Der findes mange sjove vejnavne, og et af dem er Blindgyden, hvor dette sommerhus ligger.
Der findes mange sjove vejnavne, og et af dem er Blindgyden, hvor dette sommerhus ligger.
Offentliggjort Sidst opdateret

Oddsene er, at du bor på Adelgade, Stationsvej eller måske Søndergade. Alle sammen ganske almindelige vejnavne, som går igen i mange byer over hele landet.

Men hvis man zoomer ind på Danmarkskortet, så er der gader og stræder, hvor navnene skiller sig gevaldigt ud fra mængden med navne hentet fra beklædningsgenstande, lande og fantasifulde væsner.

Det skriver boligmediet Boliga.dk, der har fundet nogle af de mest specielle vejnavne, hvor der lige nu er en bolig til salg.

Ikke verdens længste vej

Ganske rigtigt er Den Korte Vej, som ligger i Asserbo i Nordsjælland, ikke verdens længste vej.

En håndfuld ferieboliger ligger på vejen i sommerhusområdet. Lige nu er et liebhaversommerhus til salg for ni millioner kroner.

Sommerhuset på 150 kvadratmeter rummer seks værelser, og en stor grund på mere end 1,2 hektar følger med. 

Dette sommerhus ligger på Den Korte Vej, som ganske rigtigt ikke er særlig lang.
Dette sommerhus ligger på Den Korte Vej, som ganske rigtigt ikke er særlig lang.

Tello eller grovbolle?

I det nordjyske i den lille by Gandrup er der et hus til salg på Bollen. Om det glutenrige vejnavn er inspireret af en gylden tebolle eller grovbolle med fiber og kerner melder historien dog ikke noget om.

Det er en klassisk villa fra 70erne på 116 kvadratmeter fordelt på fire værelser, som koster 1.145.000 kroner.

Du kan ende i Blindgyden

Blindgyden er normalt ikke et sted, man gerne vil ende, men det er ikke desto mindre navnet på en vej i et sommerhusområde på Sjællands Odde.

Her kan et rødt træsommerhus på 74 kvadratmeter – tæt på både Sejerøbugten og Kattegat – købes for 1.495.000 kroner.

Flere sjove vejnavne

Flere sjove vejnavne

Man behøver hverken fly, skib eller hundeslæde for at komme til Grønland i Grenaa.

Man kan udforske sine magiske evner på Troldmands Allé i Karlstrup.

Om det er til peber eller en fed motorcykel, så kan man bo på Kværnen i Aalborg.

Der må næsten være garanti for brunch med bobler på Mimosavej i Vanløse.

Man kan ende i Krattet, hvis man køber bolig på denne vej i Holstebro.

I stationsbyen Støvring kan man slå rødder – eller bygge dæmning – på Bæveren.

Med fare for frostbid og spejlstumper i hjertet kan man bo på Snedronningen i Odense.

Man kan komme op på Hatten og slå sig ned i Gug udenfor Aalborg.

Den Røde Plads ligger i dette tilfælde ikke i Moskva, men i stationsbyen Gørding.

Kilde: Boliga.dk
Powered by Labrador CMS