Her er julemandens telefonnummer
Vil du gerne tale med julemanden? Så kan du få hans nummer her
En populær herre i december er nu klar til at modtage opkald og breve fra børn i hele landet. Julemandens telefonnummer er klar, skriver Meremobil.dk.
Du kan træffe Julemanden på telefonnummeret 70 24 12 07. Det koster normaltakst at ringe til nummeret. Der findes også en Julemand i Vig som har telefon 59 31 73 00.
Faktisk modtager julemanden opkald fra børn og barnlige sjæle hele året, der vil fortælle om deres ønsker til jul. Som en lille sjov bonus-information er det Lars Thiesgaard, som lægger stemme til TDCs julemand. Mange vil genkende hans stemme fra utallige Disney-tegnefilm.
Efter julen 2012 toppede opkaldene til Julemanden underligt nok i januar 2013, hvor der var mere end 10.000 opkald – måske det var for at takke for gaverne eller brokke sig over det man fik?
Traditionen startede i 1986
Traditionen med, at man har kunne ringe til Julemanden startede i Sønderjylland i 1986, hvor Tele Sønderjylland opfandt denne tradition, og siden dengang har telefonerne glødet året rundt. Eksempelvis modtog Julemanden mellem 600-700 opkald om dagen i juli 2003. Det viser tal fra TDC.
I 2005 fik Julemanden 19.000 opkald hver dag den første uge i december, oplyser TDC.
Trods popularitet blev Julemandens nummer nedlagt i 2009, men TDC måtte efter en række henvendelser atter genåbne tjenesten, da julen stod for døren.
Hvis du hellere vil sende et brev eller postkort til julemanden er hans adresse:
Julemanden
Box 1615
3900 Nuuk
Grønland