Her er hans blodige hobby
Ole Kibsgaard har en blodig hobby som han praktiserer med stor lidenskab
Der lyder engleblide toner, når Ole Kibsgaard behersker instrumenterne, men han kan også finde på at folde sig ud i en mere bloddryppende retning.
Hjemme hos Ole Kibsgaard på Amager er fryseboksen nemlig fyldt med vildtkød.
Våbenarsenal
Den tidligere Shu-bi-dua guitarist og ’Vild med Dans’-deltager har i mange år været en ivrig jæger, og han har ved siden af skydevåben også taget et mere primitivt våben til sig i arsenalet, nemlig bue og pil.
Det fortalte han om til Kendte.dk ved premieren på ’Shabholm’ i Imperial Bio.
Jager vildsvin og kronvildt
- Jeg taget snart en tur på jagt i Spanien, og det bliver med bue og pil for at nedlægge vildsvin og kronvildt, fortalte den 57-årige musiker, der var ledsaget af fruen Pia i biografen.
Ole Kibsgaard har tidligere nedlagt vilde geder i Spanien og vildsvin i Sverige med pil.
- Det er faktisk en human jagtform, hvor der ikke hersker knald og brag, forsikrer han.
- Dyret dør lige så hurtigt, som når du skyder det med en riffel.
Ramt af et vådeskud
- Dens chancer for at slippe væk er dog større, så det kræver en stor portion tålmodighed at komme tæt nok på, lød det om den blodige hobby.
For 13 år siden var han dog så uheldig at blive ramt af et vådeskud i hovedet i forbindelse med en fasanjagt på Sydsjælland.
Stærkt blødende kom han på skadestuen, og måtte en tur på operationsbordet for at få fjernet haglene.