Her er Greenpeace er ikke længere velkommen

Foto: SAJJAD HUSSAIN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Miljøorganisationen Greenpeace er blevet smidt på porten af de indiske myndigheder. Det skriver Politiken.

Den indiske regering har ifølge avisen lukket for alle organisationens indiske bankkonti, og Greenpeace står for første gang i sin 44-årige historie til at blive udelukket fra et land.

Birgitte Lesanner, der er kommunikationschef i den danske afdeling af Greenpeace, siger, at udvisningen gør stor skade på det globale arbejde for et bedre miljø.

»Mange danske og andre vestlige virksomheder har flyttet deres produktion til Indien. Derfor er en stor del af forureningen i Indien også vores forurening,« siger hun til Politiken.

Det er ikke kun Greenpeace, der er blevet ramt af indernes vrede. De indiske myndigheder har det seneste måned sløjfet tilladelserne til op mod 9.000 organisationer, der er helt eller delvist finansieret af udlandet.

Regeringen i Indien begrunder det med, at organisationerne ikke har indsendt de obligatoriske regnskabsoplysninger og dermed har overtrådt loven.

Greenpeace mener dog, det er et andet sted, at skoen trykker.

Ifølge Greenpeace er det organisationens kritik af Indiens kulkraftsindustri, der er den reelle årsag til udelukkelsen.

Den teori bakkes op af Ravinder Kaur, der er Indiensforsker og leder af Institut for Tværkulturelle og Religiøse Studier på Københavns Universitet.

Hun peger ifølge Politiken på, at regeringen i Indien anser de udenlandske NGOer som en hindring for økonomisk fremgang.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra det indiske indenrigsministerium eller den indiske ambassade i Danmark, skriver Politiken.

Powered by Labrador CMS